Pigen fra Limfjorden

 Jeppe Aakjær: Pigen fra Limfjorden, 2. udg. 2010 - Forlaget Jenle.
Teksten er tilrettet og gengivet fra Pigen fra Limfjorden 1. udgave, 1921, Danske Forfatteres Forlag.

Digteren Stjernholm, en skægløs mand midt i 30'erne (side 11), sidder på en beværtning i indre by i København. Han filosoferer over de mange kvinder, der vandrer forbi vinduet - og pludselig ser han én, der skiller sig ud.
Han præsenteres lidt senere for herregårdsejeren frk. Saltbæk, der er meget betaget af Stjernholms digte. De to falder hurtigt i snak - og betagelsen er snart gensidig. Han fortæller hende, at han ikke længere trives i hovedstaden, og hun inviterer ham derfor til sit hjem Herregården Sandhage, der ligger ved Limfjorden. Hun er anderledes end andre kvinder, han har kendt. Hendes opvækst og naturen på hjemegnen har præget hende og gjort hende til en stærk og selvstændig kvinde. På trods af deres forskellighed vokser kærlighed og gensidig respekt mellem de to. Der er dog forhindringer, der skal forceres, inden de får hinanden.
Menneskets natur og drifter - især kvindernes - var nærmest tabu, da Aakjær skrev Pigen ved Limfjorden i 1921. Romanen er en fin, til tider humoristisk, fortælling om mennesker låst fast i roller, der er bestemt af det omgivende samfund.
Som menneskene beskrives også naturen. Smuk og idyllisk og nødvendig for at menneskene kan trives og finde ro.

Pigen fra Limfjorden er, ud over at være en kærlighedshistorie i tiden efter 1. verdenskrig, også et indblik i forfatteren Jeppe Aakjærs samtid og forfatterskab.
Jeg er endnu engang blevet beriget!!

Tænk at eje et ishus

 Helle Hammer Mortensen: Tænk at eje et ishus; Fortællinger fra et plejehjem, 2022.
Forfatteren havde en stand på Bogmessen i Aarhus - og en hyggelig snak fik mig til at købe hendes bog.
Som ergoterapeut har hun oplevet livet på forskellige plejehjem, og på grundlag af de indtryk har hun skrevet bogen.
Personalet på det fiktive plejehjem har travlt. Deres arbejdsopgaver skildres bl.a. gennem dialog de ansatte imellem. Der er 15 beboere på plejehjemmets første sal, som hver har et kapitel. Her dykkes ned i beboerens tidligere liv samt den nuværende situation. Den første, man møder, er Petersen. Han har fødselsdag, og det giver anledning til at fortælle om, hvordan en fødselsdag fejres på hjemmet. En anden beboer er dement, en har tabt livslysten osv. 
Beboerne har forskellige plejebehov og hver deres historier med i bagagen. Historierne fortælles via dialog og beboernes tankerækker.
En fin og vedkommende bog om et meget diskuteret emne i vores samfund. De mange nedskæringer på området og stigende krav til dokumentation mv. 
Helle Hammer Mortensen fremstiller et meget positivt billede af personalestaben - det ligger måske lidt ved siden af virkelighedens ansatte på plejehjemmene. 

Vadmelsfolk; Hedefortællinger

 På Bogmesse i Aarhus først i marts måned havde forlaget Jenle også en stand. Her købte jeg 2 bøger af Jeppe Aakjær: Vadmelsfolk og Pigen fra Limfjorden.
Vadmelsfolk; Hedefortællinger er en novellesamling fra 2011. 6 noveller om menneskene og naturen på den jyske hede. Teksten udkom i første udgave i år 1900.

"Mens pølsen koger" 
"Jens Tanderup"
"Frederik Tapbjergs plovgilde"
"Bakgården og dens beboere"
"I Daalum Mølle"
"Ene"

Hedens beboere er ikke velhavende folk. Jorden er næringsfattig, og det er hårdt arbejde at opdyrke jorden. Enkelte har dog værdier i form af dyr og opdyrket land, sådan at der er råd til karle og piger.
I "Mens pølsen koger" er der føde nok. Men når julegrisen slagtes er der frisk kød, det er ikke hverdagskost, og alle spiser til de revner af konens berømte sorte pølser. Husets datter kurtiseres af sognefogedens søn, og historierne om både grisen og datteren får en lykkelig slutning.
I "Jens Tanderup" søger Vestergård en ny karl. Det er en kærlighedshistorie om husets datter og Jens - om arbejdsopgaver på heden, arbejde i mark og mose, beskrivelser af lyngsletten og det omskiftelige vejr, der får fatal betydning.
I "Frederik Tapbjergs plovgilde" handler det om den fattige Frederik: "en af disse tusinde grovslidere" (side 51) med mange børn og et dagligt slid for at brødføde dem alle. Frederik har brug for hjælp til at tæmme endnu et stykke hede, så han kan dyrke mere korn. Hjælpen kommer - og betalingen ligeså! Karlene, der udfører plovningen trakteres med dram og kaffe - siden indfinder husbonderne sig for at æde - deres betaling for udlån af arbejdskraft. 
I "Bakgården og dens beboere" hersker grådigheden. Der samles sølvmønter - og menneskene mistrives. En fortælling om generationers kamp for overlevelse i det golde landskab - og de egenskaber, der kan udvikles på grund af denne kamp.
I "Daalum Mølle" sker en forbrydelse, der sætter spor flere generationer efter. Igen skildres heden og den særegne beboere.
I den sidste novelle "Ene" fortæller en gammel kone sin historie til en ung mand, der kaldes 'en fremmed'. Hun bor alene på heden, men har haft en datter, der rejste bort. Heden beskrives i sin skønhed og konens historie munder ud i, at nogle mennesker ikke tåler at komme væk fra heden. "Ligesom der er dyr herude på heden, der ikke kan leve andre steder uden at gå til, sådan er det også med mennesket" (side 141), siger hun.
I en efterskrift (af Johs. Nørregaard Frandsen) kan læseren blive klogere på Jeppe Aakjær og hans baggrund. De enkelte noveller analyseres og hjælper med til - efter min mening - at afdække dybere lag i novellerne.
Dialogerne i novellerne foregår på den jyske dialekt. Det er lidt svært at læse, men giver også et klarere billede af de mennesker, det handler om. Jeg føler mig beriget og belært, og ser frem til at læse Pigen fra Limfjorden.

Den tidsrejsendes kvinde

 Sikke et scoop! Bogsalg på det lokale folkebibliotek: Den tidsrejsendes kvinde, Audrey Niffenegger, 2003 - på dansk i 2005. Læst første gang i maj 2016 - og jeg huskede den som en af de bedste romaner, jeg har læst. Ville jeg nu være lige så begejstret anden gang? Ja, det var jeg - jeg er vild med den bog, og nu er det min:-)
Det var et dejligt gensyn med den tidsrejsende Henry DeTamble og hans kvinde Clare Abshire.
"Jeg bliver vendt på vrangen, når jeg er derude, i tiden, forvandlet til en desperat udgave af mig selv. Jeg er et trick, et illusionsnummer af højeste karat, så utroligt, at det faktisk er sandt." (side 11 - Henry)
Udmattelse, høje lyde, stress eller blinkende lys - sådanne fænomener kan udløse en af de utallige tidsrejser, Henry kommer ud for. Han rejser frem og tilbage i tiden, og ved aldrig hvor/hvornår han 'lander'.
Henry og Clare møder hinanden, da han er 36 og hun er 6 år. Ved det første møde fortæller Henry om sin særlige evne, og barnet Clare accepterer ham. I hendes kronologiske livsbane vokser hun op med hemmeligheden "Henry". 
Gennem romanen ruller Henrys historie sig ud. Om hans forældre, de første tidsrejser, om hvordan hans ældre jeg lærer den yngre version at klare sig, når han ender nøgen  og sulten på uforudsete steder/tider.
Historien hænger godt sammen. Et fantastisk/umuligt scenarie - men troværdigt og samtidigt en smuk kærlighedshistorie gennem tid og rum. Man føler Henrys frustration og føler med Clares evige venten og angst for, at der er sket ham noget.

Bjørn

 "Bjørn", Iben Mondrup, 2023. 3. bog i trilogien Tabita.
I Tabita følger man pigen Tabita som barn og ung - i Vituu er det hendes lillebrors opvækst hos en anden plejefamilie, læseren følger.
Begge børn har oplevet traumatiske hændelser og har ikke haft den trygge og kærlige opvækst, som parret Berthel og Eva forestillede sig, da de tog det grønlandske søskendepar med til Danmark.
Berthel og Evas ægteskab kan ikke holde til hans savn af børnene. Han længes - både efter børnene og Grønland.
Tabita er rejst til Grønland for at møde sin mor, og for at få at vide hvorfor moderen bortadopterede hende og Vitus. Tabita tror, at Vitus er død, men hans 'spøgelse' følger med hende overalt. Han har en fast plads i hendes hjerne og hjerte.
Vitus flygter fra sine adoptivforældre og rejser også til hjemlandet. Han husker ingenting om Grønland, han var kun en baby, da han blev flyttet med til Danmark.
De to søskende finder hinanden, men arrene på sjælene er store.
Romanen "Bjørn" afslutter historien om Tabita og Vitus. Mondrup tegner et sørgeligt og rørende billede af misrøgt på flere plan - om de mange mennesker der blev berørt af Berthel og Evas egoistiske idé, som de troede kunne redde dem selv og give de to børn velstand.
"Bjørn" var lidt anderledes sat sammen end de to andre romaner i trilogien, men lige så velskrevet og fængende.

Min geniale veninde

 "Min geniale veninde", Elena Ferrante, 2011 - på dansk i 2014.
Den voksne Elena - kaldet Lenù - er romanens fortæller. Hun fortæller om sit venskab med skomagerens datter Raffaella, som Lenù kalder Lila. Pigerne er begge videbegærlige og intelligente, men ellers er de hinandens modsætninger. Lila er den modige, frygtløse - hun gør, hvad hun vil. Lenù er ikke så vild, hun tænker meget over, hvad andre synes om hende.
De vokser op i udkanten af Napoli i 1950'erne. Det er et fattigt kvarter, og Lenù mindes en voldelig barndom.
Livet var som det var, vi voksede op med pligten til at gøre det vanskeligt for andre, før de gjorde det vanskeligt for os. (s. 35)
Da grundskolen er slut opfordres Lenù af sin lærer til at fortsætte med at gå i skole og Lila begynder at arbejde i sin fars skomagerbutik. Selvom pigernes veje skilles, slipper de aldrig hinanden.
Romanen slutter med bryllup, da Lila er 16 år gammel.
En fantastisk fortælling, det er umuligt at forudse, hvad der sker med pigerne. Jeg så dem og deres miljø for det indre øje, mens jeg læste. Det er den første af fire romaner om Elena og Raffaella - serien hedder Napoli-romanerne.
Nr. 1: Min geniale veninde
Nr. 2: Historien om et nyt navn
Nr. 3: Dem der flygter og dem der bliver
Nr. 4: Det forsvundne barn.

Vittu

 "Vittu", Iben Mondrup 2022.
Vitus er Tabitas lillebror. De to grønlandske søskende bliver adopteret af et dansk ægtepar, men bliver skilt ad, da Vitus er ganske lille. Han kommer på børnehjem, og herfra adopteres han af Alice og Stig, da han er 5 år.
Alice er fra Frankrig, hun er fotograf. Den lille dreng skal være hendes 'projekt' - hun vil have et barn, som hun kan være noget for (s. 19). Da Alice og Stig henter Vitus på børnehjemmet, er han indadvendt og skræmt, og Alice giver ham lov til at opføre sig, som han vil. Da hun begynder at fotografere ham,  knytter de to bånd, og han åbner mere og mere op for hende.
Hun lærer ham om sin verden, han fremkalder film, han følger hendes instrukser som model, og følger hende snart som en lille hund. Han bliver nærmest jaloux på stedfaren Stig, når denne er hjemme i weekenderne.
Alice og Vitus føler begge en 'fremmedhed', de har svært ved at passe ind. Men de har hinanden - og forholdet bliver for tæt, grænser overskrides og Vitus betaler prisen.
Historien skifter fortællevinkel mellem Alice og Vitus. 
Tabita-trilogien er uafhængige romaner, og handler om forskellige skæbner. Alligevel er sammenhængen der, og selvom Vitus er meget lille, da han skilles fra sin søster, ved han inderst inde, at noget mangler i hans liv.
Den sidste roman i trilogien hedder "Bjørn", og er på min læse-ønske-liste. Mondrup er god til at beskrive, hvad der foregår inderst inde i menneskers sind.