Konjunkturstatistik

Højere lønstigninger i årets første kvartal

Statistik-Nyt

I årets første kvartal steg lønomkostningerne på DA-området med 3,8 pct. Omkostningerne er herved tiltaget med 0,6 pct.-point i forhold til 4. kvartal 2021. Stigningen skyldes først og fremmest en tiltagende lønudvikling inden for brancherne fremstilling og service.

Lønomkostningerne på DA-området stiger 3,8 pct. i 1. kvartal 2022 og er derved tiltaget med 0,6 pct.-point i forhold til forrige kvartal. Det er brancherne fremstilling og service, som trækker stigningstakten op. Inden for fremstilling er udviklingen tiltaget med 0,8 pct.-point og lander på en årsstigningstakt på 3,8 pct., mens udviklingen inden for service er tiltaget med 0,6 pct.-point og lander på 3,7 pct. For bygge og anlæg er der tale om en uændret lønudvikling på 4,4 pct. Det skal bemærkes, at der i årsstigningstakten for den ene af de to delbrancher under bygge og anlæg, ikke er indeholdt en regulering af fritvalg, som følge af en fremrykning af reguleringen i 2021. Dette er teknisk set med til at trække lønstigningstakten i denne branche ned.

 

Der har været en usædvanlig høj stigning i antallet af fraværsregistreringer i 1. kvartal 2022, som først og fremmest skyldes sygdom i forbindelse med Covid-19. Ændringer i fravær har som udgangspunkt ingen eller mindre betydning for den målte lønudvikling, idet den beregnede timeløn er fratrukket løn under fravær. På tilsvarende måde anvendes præsterede timer til beregning af timelønnen, som også er eksklusive fraværstimer. Der tages dog ikke højde for fravær i de to underliggende lønkomponenter, pension og personalegoder. Det vurderes, at pensionen bidrager med 0,1 til 0,2 pct.-point ekstra til lønstigningstakten i 1. kvartal 2022 som følge af det ekstraordinært høje fravær. Et bidrag som vil falde bort igen ved opgørelsen af 2. kvartal 2022, hvor fraværet forventes at være tilbage på et normalt niveau. Fraværseffekten til trods er den tiltagende lønudvikling forholdsvis usædvanlig for et første kvartal, hvor lønstigningstakten normalt er uændret eller med marginale ændringer i forhold til det foregående kvartal.

Tiltagende lønudvikling inden for fremstilling

Lønomkostningerne inden for fremstilling stiger 3,8 pct. i 1. kvartal 2022 og er derved 0,8 pct.-point højere end i 4. kvartal 2021. Det er især arbejderne, der trækker lønstigningstakten inden for branchen op. For denne gruppe af lønmodtagere stiger lønomkostningerne 4,3 pct. i 1. kvartal 2022, hvilket er 1,1 pct.-point højere end det foregående kvartal. For funktionærer er der tale om en stigning i lønomkostningerne på 3,1 pct., som er 0,5 pct.-point højere end kvartalet forinden. For fremstilling som helhed er det pension, genebetalinger og personalegoder, hvor bidraget er blevet større sammenlignet med forrige kvartal. For både genebetalinger og personalegoder er der tale om et forøget bidrag på 0,1 pct.-point, mens bidraget fra pension er tiltaget med 0,3 pct.-point. 

Også tiltagende lønudvikling inden for service

Udviklingen i lønomkostningerne inden for service tiltager med 0,6 pct.-point og lander på 3,7 pct. i 1. kvartal 2022. Her tiltager lønudviklingen med 0,6 pct.-point for både arbejdere og funktionærer, hvor lønstigningstakten lander på henholdsvis 4,0 og 3,5 pct. For service er det kun pensionen, hvor der sker en udvikling i bidraget til lønstigningstakten. Denne komponent bidrager nu med 0,1 pct.-point mere end ved forrige kvartal.

Uændret lønudvikling inden for bygge og anlæg

For bygge og anlæg er stigningen i lønomkostningerne i 1. kvartal 2022 uændret i forhold til forrige kvartal, og lander igen på 4,4 pct. For arbejderne tiltager lønstigningstakten med 0,2 pct.-point fra 4,6 procent i 1. kvartal 2021 til 4,8 procent i 1. kvartal 2022. Funktionærernes lønstigningstakt aftager med 0,1 pct.-point i forhold til kvartalet før og lander på 3,5 pct.-point i 1. kvartal 2022.

I delbranchen bygge- og anlægsvirksomhed eks. bygningsinstallation er der i årsstigningen for 1. kvartal 2022 ikke indeholdt en regulering af fritvalg. Det skyldes, at den overenskomstmæssigt aftalte ændring af satsen for indbetaling til fritvalgsordninger i denne branche lå tidligere på året end normalt i 2021, og dermed allerede blev indregnet til 1. kvartal 2021 i stedet for 2. kvartal 2021. Derfor aftager bidraget fra fritvalg med 0,5 pct.-point i bygge og anlæg som helhed. Det er kun tale om en midlertidig nedgang, da der i 2. kvartal 2022 sker en regulering af fritvalg, som vil bidrage positivt til lønudviklingen. Af øvrige lønkomponenter er bidraget fra både pension og gene tiltaget med henholdsvis 0,3 og 0,1 pct.-point for bygge- og anlægsbranchen som helhed.

Samlede arbejdsomkostninger stiger også 3,8 procent

Den årlige stigning i de øvrige medarbejderomkostninger er 0,03 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Det betyder, at de samlede medarbejderomkostninger stiger med 3,8 pct. og dermed det samme som lønomkostningerne alene. Den forholdsvis lille stigning i øvrige medarbejderomkostninger skyldes, at der er flere omkostninger som falder denne gang, herunder finansieringsbidrag til ledige, syge m.v., bidrag til lønmodtagernes garantifond (LG) og arbejdsskadeafgift. Som modvægt er der en stigning i arbejdsgivernes uddannelsesbidrag (AUB) som gør at de øvrige medarbejderomkostninger alligevel stiger en lille smule.

Brug for yderligere information

Du kan:

Find mere information om KonjunkturStatistikkens begreber og metoder i dokumentationen, og få et overblik over planlagte offentliggørelser i vores publiceringsplan.

Læs mere om

KONJUNKTURSTATISTIK