Tekst efter A
In nomine domini[1] amen ♦
Anno nativitatis ejusdem millesimo quadringentesimo tredecimo indictione sexta xxvj die mensis julii hora nona vel quasi in platea castri Nuborgh[2] in orientali parte Ottiniensis dyocesis pontificatus sanctissimi in Christo patris ac domini[3] domini Johannis divina providencia pape xxiij anno ejus[4] quarto in nostrorum notariorum tanquam auctenticarum personarum presencia[5] constituti serenissimus princeps et dominus dominus Ericus Dacie Swecie Norwegie Slavorum Gottorumque rex etceterea ex una nec non illustris princeps et dominus dominus Henricus dux Luneborgensis parte ex altera[6] presentibus ibidem et astantibus reverendis in Christo patribus ac dominis Petro archiepiscopo Lundensis Petro Roskildensis Johanne Sleswicensis Johanne Ottoniensis Petro Rypensis Boecio Arusiensis et Lagone Wyborgensis ecclesiarum episcopis ac illustribus principibus et dominis dominis Bugslavo Pomarensi Olrico Mangnopolensi Wartzslavo Stetinensi et Johanne Saxonie ducibus ♦
Dictus dominus dux Luneborgensis se gerens pro tutore sororis sue generose domine domine Elizabet relicte domini Gerhardi ducis Sleswicensis et nepotum suorum ut asseruit nomine dicte tutele proposuit et dixit quomodo dictus dominus Gerhardus pater nepotum suorum fuisset homo ligius et omagialis[7] dicti domini regis et regni Dacie de dicto ducatu[8] ita desiderarent esse et[9] filii ♦ Ad que pro parte dicti domini regis fuit responsum quod ducatus Sleswicensis per dominam Margaretam reginam clare memorie fuisset exhibitus dicto domino Gerhardo in opido Asnes in pheodum coram consiliariis regalibus et ducalibus in magno numero[10] quem pro tunc in pheodum recipe<re>[11] recusavit ♦ Dicto domino duce Henrico hoc negante ipse dominus rex asseruit se istud sufficienter probaturum et addidit istud ex eo clarescere quia dictus dominus Gerhardus maluit pro una certa pecuniarum summa ipsis serenitatibus regalibus in eorum gwerris servire quam dictum[12] ducatum in pheodum recipe<re>[13] prout eciam dictas pecunias complendo fideliter hujusmodi servicio ex parte dicti regni habuit et pro[14] eisdem minime servivit ♦
Ipse vero dominus rex prefatus[15] dicte diete prout recepta erat juxta literas ex utraque parte desuper confectas satisfacere satagens sex judices pro parte sua et regni sui Dacie super discordiis inter eos exortis sedandis[16] secundum dictarum litererum tenores pro tribunali sessuros in judicialibus sedibus sedere fecit ipsasque literas quo ad articulos presentem materiam et dietam concernentes per predictos quatuor principes et duces ad dictum ducem Henricum Luneborgensem ad audiendum et percipiendum dictos articulos per dictam sororem[17] suam cum ipsa per se tutelam puerorum suorum ageret cum suis literis comfirmatos una cum plurimorum potentum procerum et nobilium militum et militarium sigillis sigillatos transmisit et legi fecit super quibus dicta dieta eciam per dictum dominum Henricum Luneborgensem recepta fuerat ut prefertur quorum articulorum tenor sequitur in hec verba ♦
Ok en scal desse breff vnde vrede nene breue schedelich wesen edder to vorvank komen men dat artikel dat de breue inneholt de to Koldinge gheuen wart dat man nicht affrichten scholden eer de viiff jar vmme gaen weren alzo de breue wtwyset dat scal man nw affrichten uppe dessen uorscreuenen sunte Johannes daghe[a] ♦
Tenor secundi articuli[18] sequitur in hec verba ♦
Wen ouer desse viiff iar vmme komen sind so scal erer een deme anderen fruntliken rechtes plegen vmme alle tosprake de erer een to deme anderen hefft in beiden syden jn desser wyse alze hir nascreuen steit ♦ Alzo wen desse uorbenomeden viiff jar vmme komen sind wilkere deme anderen deme to seggen wil de scal em to uoren to seggen edder edder toseggen laten negen weken to voren wen de negen weken vorgaen sind so scholen se van staden an als man dat aller erst affaren edder affriden kan sunder togeringhe vnde sunder arch deme enen vruntliken dagh holden an beiden syden to Nuborg in Fune doch so we deme anderen to seggen wil de segge em to tuschen paschen vnde sunte Michaelis daghe to tidegen to uoren dat de dagh moghe holden werden vor sunte Michaelis daghe vnde uppe deme dage vnde der stede schole se denne kesen sosse an jeweliker syden eres rades ut Denmarken vnde vte Sunder Jwtlande / de twelue scholen denne vullenkomene macht hebben see dar to vorschedende mit rechte na utwysinge densches rechtes na tosprake vnde antworde vnde wes de twelue denne endrachliken vor rechte seggen na denscheme rechte dat scholen see an beiden syden holden were ouer dat de twelue des rechtes nicht een endroge so scholen de vorbenomeden twelue sosse an jweliker syden enen heren kesen vnde mit wilker syde van den twelue de twe heren denne endrachtlike to vallen de rechtest gesegt hebben na denscheme rechte dat scholen see an beiden syden holden vnde duen were ouer dat de twe heren des rechtes nicht een endrogen so scal man clage vnde antworde vnde de rechte de dar denne uppe gesecht sind bringen vor dem romeschen koningh vnde wene de romesche koningh denne secht edder seggen leet dat he recht secht hefft na denscheme rechte dat scholen see den to beiden syden alzo holden vnde duen vnde sik dar ane nogen laten an beiden syden[b] ♦
Et perlectis sibi dictis literis quo ad dictos articulos requisiverunt dictum dominum Henricum ducem Luneborgensem ut eisdem literis et presenti diete placiti satisfaceret ut nomine tutele sue teneretur et suos sex judices ydoneos juxta dictarum litererum continenciam ordinaret a quo quidem[19] domino duce Luneborgensi dicti quatuor domini duces nullum aliud responsum habere potuerunt ut asseruerunt nisi quod dictus dominus dux Luneborgensis libenter vellet deputare sex ad amicabiliter tractandum stando sed non judicialiter sedendo quos nominavit qui tamen per dominum regem omnino fuerunt inhabiles[20] ad hujusmodi[21] actum refutati[22] quia nec erant de Dacia nec de Sunderjwcia prout esse debebant juxta formam dictarum literarum et adjecit dictus dominus dux Luneborgensis quod nullos[23] alios vellet deputare asserens quod juxta tractatus domini Olrici ducis Magnopolensis vellet tenere dietam presentis placiti et quod nichil constaret sibi de literis coram eo productis per dictam sororem suam et comitem Henricum Holzacie et aliorum nobilium sigillis sigillatis ♦
Tunc replicatum fuit per dominum regem quod ipse dux Luneborgensis in propriis tractatibus pro hujusmodi dieta servanda in dictis literis consensisset et addidit quod in dictis articulis sibi lectis expresse[24] contineretur quod posterior litera se ad priorem referret et ad eundem effectum tenderent et indissolubiliter una sine alia servari non posset obtulitque se dictus dominus rex ad standum diffinicioni dictorum quatuor principum et ducum super hoc ex quo dictus dux Luneborgensis se de tutela dictorum sororis et nepotum intromitteret utrum teneretur tenere literas dicte sororis sue cum sigillis comitis Henrici patrui suorum nepotum et aliorum nobilium suorum consiliariorum per eandem sigillatas dum ipsa predicta tutela fungeretur vel an ipse dominus rex super hiis ipsam sigillatricem impetere . deberet ♦
Cui diffinicioni stare dictus dominus dux Luneborgensis penitus denegavit ♦
Tunc protestabatur dominus rex quod ipse dominus Henricus dux Luneborgensis sine satisfactione ipsius diete placiti et dictarum literarum o<b>servancia[25] super quibus dicta dieta per eundemmet recepta fuerat[26] diversis delusoriis evasionibus studuit evadere de facto licet de jure non potuit ipseque dominus rex volens in omnibus satisfacere literis predictis et diete presentis placiti assumpsit dictas literas in manibus suis et[27] una cum dictis principibus episcopis et aliis spiritualibus et temporalibus circumstantibus ad judices suos in catedra judicialiter tunc sedentes pro hujusmodi discordiarum decisione[28] deputatos se sponte obtulit stare juri diffinicioni et decisioni eorundem juxta dietam receptam et[29] si hoc facere debeant stando vel sedendo super hoc remisit eos ad leges regni[30] Dacie et rogavit omnes et singulos premissos astantes ut eum informarent si in aliquo ipse dominus rex pro regno suo Dacie se ultro offerre deberet quam se obtulerit ad satisfaciendum hujusmodi diete pro discordiarum decisione juxta continenciam predictarum literarum ad hoc faciendum omnino esset paratus ♦ Et responderunt sibi communiter et concorditer quod dictus dominus rex se in premissis sufficienter exhibuisset secundum literarum <continenciam>[31] pro hujusmodi discordiarum decisione confectarum ♦
Deinde dominus rex protestabatur in hec verba vel saltem consimilia quod libenter vidisset quod omnes controversie inter eos exorte fuissent sedate et discusse secundum literas predictas super quibus inter eos presens dieta fuit recepta ♦ Sed quia nec dictus dux Luneborgensis tutor dicte sororis et nepotum suorum nec ipsa soror nec nepotes sui hujusmodi literis seu tractatibus satisfacere[32] curaverunt neque curant et per dictum dominum ducem tutorem dictarum literarum obervancia per ipsam sororem et patruum suorum nepotum super premissis sigillatarum penitus denegaretur ♦ Quapropter ne dictus dominus rex necligens in prosecucione jurium regni sui Dacie inveniretur ipse dominus rex a judice et executore justicie domino Petro episcopo Roskildensi cancellario regni Dacie per generale parlamentum et placitum Danorum specialiter deputato cum debita juris instancia citari petiit et postulavit dictum ducem Henricum Luneborgensem tanquam tutorem pretensum sororis et nepotum suorum ac ipsam dominam sororem et nepotes et omnes alios et singulos quorum interest[33] seu interesse poterit nec non occupatores vel[34] detentores bonorum dicti ducatus Sleswicensis in pheodum[35] a dicto domino rege descendentis in fraudem serviciorum ipsi domino pheodi inde debitorum ad standum juri coram dicto judice regni et toto parlamento regali juxta leges municipales regni Dacie super hujusmodi injuriis at aliis enormibus infra describendis ♦
Hujusmodi peticioni predictus reverendus[36] pater et dominus dominus Petrus episcopus Roskildensis cancellarius dicti regni Dacie judex ad infrascripta cupiens parere illustri principi ac domino domino Bugslavo duci Pomarensi execucionem hujusmodi citationis in debita forma injunxit et commisit exequendam ♦Moxque et in continenti dictus dominus dux Bugslavus assumpsit secum pro testibus alios tres duces videlict Olricum Magnopolensem Wartzslavum Stetinensem et Johannem Saxonie prenominatos accessitque[37] ad personalem presenciam dicti domini ducis Henrici Luneborgensis citavitque[38] eundem dominum Henricum ducem tanquam se gerentem pro tutore sororis predicte et nepotum suorum dictamque sororem et nepotes et alios quoscumque quorum interest seu interesse poterit[39] occasione premissorum necnon occupatores detentores dilapidatores bonorum dicti ducatus in fraudem serviciorum dicti domini regis pheodatarii et complices et consiliarios necnon auxiliarios eorumdem videlicet Ericum Krumedike Ottonem Seestede Ottonem de Knopp Tunnonem Runnowe et Elerum Runnowe milites et generaliter omnes et singulos ipsis in hac parte adherentes consiliarios et auxiliarios eorumdem terras possessiones et bona hereditaria in dicto ducatu possidentes et habentes alta et intelligibili voce quatenus proxima die juridica in dicto parlamento Danorum coram dicto domino cancellario generali judice regni Dacie in castro Nuborg super premissis et aliis eis obiciendis dicto domino regi secundum leges regni Dacie compararent[40] in dicto generali parlamento legittime responsuri ♦
Quo quidem termino adveniente que[41] fuit xxix dies ejusdem mensis dictus serenissimus dominus et rex Ericus comparuit coram dicto domino Petro[42] judice et cancellario pro tribunali sedente ut supra in majore sala regali dicti castri Nuborg dictorum[43] citatorum et cujuslibet eorum non comparencium contumaciam accusavit adiciens dictum ducem Henricum contra[44] dictarum literarum tenorem contumaciter recessisse petens omnes et singulos sic citatos non comparentes contumaces per dictum judicem reputari ♦ Qui quidem judex de execucione dicte citacionis certificatus dictos citatos sufficienter exspectatos[45] non comparentes contumaces reputavit prout erant ♦ Demum in eorum contumaciam dictus dominus rex coram dicto domino cancellario regni et judice ordinario in hac parte proposuit et dixit contra et adversus dictum dominum Henricum ducem Luneborgensem tanquam tutorem intrusum sororis sue domine Elizabet et nepotum suorum necnon contra ipsam dominam Elizabeth et ejus filios et ceteros infra et supra scriptos in hunc modum[46] ♦
Venerabilis domine judex ad infra et supra scripta et cancellarie regni nostri Dacie coram vobis et archiepiscopali et episcopalibus dignitatibus regali et generali parlamento dicti regni nostri Dacie nos Ericus dei gracia Danorum Sweorum Noricorum Slavorum Gottorumque rex et cetera et dux Pomarensis contra et adversum dominum Henricum ducem Luneborgensem intrusum tutorem domine Elizabet sororis sue et nepotum suorum in ducatu nostro Sleswicensi nec non contra omnes et singulos eorumdem complices auxiliarios et consiliarios supra nominatos videlicet Ericum Krummedike Ottonem Seestede Ottonem de Knop Tunonem Runnowe Elerum Runowe et Laurencium Heesten milites pretensos seu quoscumque alios eorum adherentes quos hoc presens negocium concernit seu quorum interest seu interesse poterit in futurum et quoscumque in dicto ducatu possessiones habentes nobis et regno nostro Dacie in hac parte contrarios dicimus et proponimus in hunc modum ♦ Quod interfecto in Dytmarcia domino Gerhardo qui se gessit pro duce Sleswicensi per utrumque statum dicti ducatus ecclesiasticum[47] et temporalem[48] et per prestanciores milites et militares comitatus Holzacie et presertim per dictos Ericum Krummedike Ottonem Seestede Ottonem de Knop Tunnonem Runnowe Elerum Runowe et Laurencium Hesten et eorum in hac parte adherentes domina regina Margareta mater nostra clare memorie et nos fuissemus concorditer electi in tutelam dicti ducatus et ipsius domine Elizabet relicte dicti domini Gerhardi et puerorum surorum / quam eciam tutelam acceptavimus pre omnibus salvo jure nostro materno et pheodali in dicto ducatu nobis debito et extunc ante omnia de concordi consensu premissorum fecimus generalem et perpetuam pacem per regna nostra et dictos ducatum et comitatum que[49] eciam per premissos milites et militares dictorum ducatus et comitatus et per nostros subditos fuit promissa bona fide debere servari ♦ Et tandem consiliis et auxiliis et nostris paratis pecuniis juvimus dictam relictam cum pueris suis ut ipsi et ipse ducatus non perirent[50] quia alias insimul fuissent[51] penitus destructi ♦ Et dicte domine Margarete regine super hujusmodi tutela castrum Gottorp et opidum Flenzborgense presentabantur et valenciores milites et militares dictorum ducatus et comitatus et presertim dicti Ericus Krumdike Otto Seestede Otto de Knop Tunno Runnowe Elerus Runnowe Siffridus Dozenrade Laurencius Hesten et Borquardus Krummedike et quamplures alii facti sunt servitores dicte domine Margarete regine et nostri et super hujusmodi servicio receperunt[52] nostra stipendia bene larga ♦ Omnibus vero bene ordinatis vigore dicte tutele pro bono statu dictorum relicte / puerorum et ducatus per dictam dominam Margaretam reginam ipsaque regina ad alia facta regnorum suorum[53] retrocedente dicta domina Elizabet et dicti complices Ericus Krummedike Otto Seestede Syffridus Dozenrade Laurencius Hesten Otto de Knopp Tunno Runnowe et Elerus Runnowe dictorum beneficiorum et premisse inite pacis et premissorum serviciorum et receptorum stipendiorum et dicte tutele et debiti fidelitatis et fidei castrensis immemores pro bono malum reddentes ipsam dominam Margaretam reginam de dicto castro Gottorpp excluserunt contra dictum fidelitatis debitum et fidei castrensis et contra dictam pacem et tutelam et eorum fidem multa alia enormia mala intentarunt ♦ Nam proconsulem et consules Flenzborgenses traditorie captivarunt[54] et tot et tanta dampna nobis et regno nostro Dacie intulerunt quod oportuit eos pro hujusmodi dampnis recompensandis impignorare opidum Flenzborgense et castrum Nyhus ut in literis desuper confectis clarius continetur magna tamen parte dictorum dampnorum eis indulta ♦ Que pingnora acceptavimus salvo tamen jure nostro hereditario et pheodali in eisdem ut prefertur ♦ In quibus tamen pingneribus contra eorum literas et sigilla nos inpediverunt et obsederunt eadem ♦ In hoc de novo ad tantos sumptus et ad tantas expensas nos artaverunt quod[55] nos et regnum nostrum Dacie dampnificati et gravati fuimus ex hiis ad summam ducentarum milium marcarum Lubicensium ♦ Et tandem in eadem pace episcopum Sleswicensem consiliarium nostrum proditorie captivaverunt exactionaverunt spoliaverunt et castra ecclesie sue Stubbe primo et tandem Swauestede in possessione dicte domine regine ad manus fideles dicti domini episcopi ipso in negociis regnorum dicte domine regine occupato existencia proditorie ceperunt dampnificantes nos et dictam ecclesiam et ipsum[56] et dominum Andream[57] cappellanum nostrum ad summam iiijm florenorum[58] ♦ Item capitaneos[59] nostros in nostra absencia tales malicias et sacrilegia cohercere curantes prout de jure tenebantur captivaverunt interfecerunt et dampnificaverunt ad summam . cc . milium marcarum Lubicensium ♦ Item dum nos rex Ericus cum magno exercitu ad faciendum justiciam de hujusmodi tradicionibus superveniremus infrascripti principes interposuerunt se videlicet Wartzslavus dux Stetinensis Henricus dux Luneborgensis Johannes dux Magnopolensis et Baltazar dominus terre Slavie et tractaverunt de novo inter nos perpetuam pacem pro qua servanda promiserunt nobis dictus dominus Henricus dux Luneborgensis et dominus Johannes dux Magnopolensis quod tamen promissum nobis et regno nostro Dacie minime extitit servatum ♦ Quinimmo per Ottonem Seestede et Tunonem Runnowe innocentes subditi nostri nobis in contemptum fuerunt suspensi et nonnullis guttura incisa nec non su<m>ptuose[60] nostre machine per eosdem maliciose combuste ♦ Nicolaus Lembeke et Petrus Wke servitores nostri et nonnulle alii nostri familiares et subditi fuerunt capti ♦ Demum per dictam dominam Margaretam reginam fuerunt alia placita facta in castro Koldingen cum dicta domina Elizabet et domino Henrico comite Holzacie et dicto domino Baltazar et eorum consiliariis et in dictis placitis concorditer concordatum fuit ex utraque parte inprimis quod ad corrigendum dicte pacis transgressores deberent deputari arbitri ex utraque parte prout in literis desuper confectis clare patet quod pro parte nostra extitit adimpletum et pro parte alia[61] penitus defecit ♦ Secundo quod predicta domina Margareta deberet domine Elizabet relicte predicte restituere terras Alsia et Erren[62] et ipsa domina Elizabet et sui viceversa deberent restituere episcopo Sleswicensi castra ecclesie sue traditorie eidem ablata videlicet Swauestede et Stubbe quod pro parte dicte domine Margarete impletum fuit realiter[63] cum effectu et pro parte alia nulliter et collusorie[64] cum defectu ♦ Item quod cautum fuit in eisdem literis quod quilibet spoliatus bonis suis hereditariis tempore hujusmodi gwerre sive ecclesiasticus sive temporalis ad eadem bona sua cum effectu ex utraque parte restitui deberet[65] ♦ Quod similiter pro parte alia defecit ut apparet in episcopo Sleswicensi Iwaro Jul etcetera et in militaribus in Alsia morantibus quibus eorum bona hodie non sunt restituata ♦ In eadem pace proditorie intraverunt opidum Flenzborgense contra eorum proprias literas et sigilla depredantes et dampnificantes in eodem incolas et conventum fratrum ad summan lx milium marcarum Lubicensium et ipsum episcopum[66] ad summam iiijm marcarum Lubicensium et cogerunt nos et dictam dominam[67] matrem nostram ad dampna expensa sumptus et fatigas ad reformandum et corrigendum predicta ad summam cc milium marcarum Lubicensium ♦ Item dicta domina Margareta parte ex una et dictus dominus dux Luneborgensis parte ex altera . arbitrati . sunt super hujusmodi tradicione et pacis fractione in dominum Olricum ducem Magnopolensem ♦ Ipse vero dominus Olricus pronunciavit Flenzborg[68] restituendum et pacem predictam servandam que non longe post rupta fuit in advocacia Sunderborgh homicidiis spoliis et captivitatibus servitorum nostrorum dampnificantes nos[69] ad summam decem milium marcarum Lubicensium ♦ Et ipse dux Henricus fecit episcopum Sleswicensem ad statim post hoc spoliari in villa sua Rodemesse . c . lxxx bobus et vaccis et per advocatos suos fecit eundem episcopum spoliari in decimis jurisdictionibus et terragiis suis usque ad summam vjc marcarum Lubicensium ♦ Postmodum vero dictus dominus dux Lunborgensis et dominus[70] Wartzslavus dux Stetinensis venerunt ad nos in Wardingborg et ibidem promisit nobis dictus dux Henricus vel sororem suam predictam cum nepotibus suis castris et terris ad tutelam nostram presentare et quod nos pro eorum debitis persolvendis pecuniam accomodaremus vel si Holzati hoc impedirent ipse dominus Henricus dux vellet stare juri in parlamento Nuborgh celebrando juxta tenorem literarum desuper confectarum dummodo hoc protraheretur . usque ad festum sancti Jacobi tunc proxime futurum promittens extunc de cetero dicto domino regi nunquam contrahire et super hoc[71] posuit fidejussores quos et fefellit et de premissis[72] nichil tenuit sicud pro nunc contumaciter recessit ♦ Ex quibus omnibus et singulis tanquam notoriis publicis et manifestis taliter quod nulla valeant nec possunt tergiversacione celari colligitur quod licet dictus ducatus Sleswicensis materna successsione juxta leges municipales regni nostri Dacie hereditario jure ad nos spectat nichilominus per subditos dicte domine Elizabet illicite detentricis predictorum temerariorum et violentorum detentorum dicti ducatus castrorum terrarum ejusdem sine quacumque investitura debita et absque justo titulo qui tamen a nobis in pheodum descendit hostiles invasiones contra nos dominum dicti pheodi exdirecto contra debitum fidelitatis militantes et serviciorum nobis inde debitorum et dicti debiti fidelitatis fraudaciones nec non eorumdem traditorias et proditorias felonias contra nos dicti pheodi dominum et dictum fidelitatis debitum machinatas que crimen[73] sapiunt lese majestatis dictus ducatus ad nos de jure pheodali secundum dictas leges municipales regni Dacie exsistit devolutus et ad nos dinoscitur pertinere et maxime cum dicta detentrix et dicti detentores nec[74] eorum literas et sigilla nec fidem nec pacta nec fidejussorias cauciones nec promissam ore et manu pacem servent nec nobis servaverint usque modo ♦ Quare vos reverendum patrem judicem et cancellarium ut supra petimus et requirimus quatenus auctoritate qua fungimini in hac parte de consilio dictorum assessorum et consensu et tocius nostri regalis et generalis parlamenti juxta dictas leges municipales et alia[75] jura regni nostri declaretis denuncietis diffiniatis dictum ducatum salvo quod materna successione jure hereditario ad nos spectare noscatur occasione premissorum eciam jure pheodali ad nos et ad regnum nostrum et heredes et successores nostros fore legitime devolutum / ipsamque premissam illicitam detentricem et illicitos detentores et occupatores dicti ducatus et intrusos intentores in dictum ducatum amovendam et amovendos fore de eodem declarantes dictum ducatum usque in presens eandem et eosdem detinuisse et detinere et ex eodem nobis et regno nostro Dacie contra fidelitatem exinde nobis debitam injustas et indebitas gwerras movisse nobisque et dicto regno nostro Dacie eosdem teneri ad restitucionem fructuum inde perceptorum necnon ad restitucoinem omnium dampnorum per nos et adherentes nostros ecclesiasticos et temporales passorum spoliis rapinis incendiis homicidiis captivitatibus captivatorum redempcionibus castrorum et fundorum[76] ecclesie Sleswicensis tradicionibus bonorum mobilium et immobilium ipsorum adherentium ablacionibus per dictas eorum injustas gwerras nobis et eis illata<s>[77] illicite et inique et ad restitucionem sumptuum[78] expensarum ad quos et[79] quas faciendum nos et dictos nostros adherentes nequiter artaverunt ♦
Nos vero Petrus episcopus Roskildensis cancellarius dicti regni Dacie et judex prefatus hujusmodi requisicionem et peticionem reputantes fore justas et racioni consonas et quia omnia premissa sunt publica et notoria ta[liter][80] quod nulla valeant tergiversacione celari dei nomine invocato pro tribunali sedentes solum deum et justiciam pre oculis habentes venerabilium assessorum nostrorum jurisperi[torum][81] et tocius regalis parlamenti freti consiliis et consensu cognitis et pensatis hujusmodi cause et causarum meritis et circumstanciis perlectisque et intellectis capitulis legum municipalium regni Dacie hanc materiam immediate concernentibus et presertim capituli cujus tenor in Danica lingva[82] sequitur in hec verba ♦
Thet schal man oc withæ at sin eghnæ jordh ma man medh enckte forgøræ for vdhen han faar vdhen rigæ oc faar medh vdhen rigens hær jn uppa sit eghæt rigæ oc hærrier uppa thet tha hawer han for giordh hwer then penninge han a jnnen riget bothæ jordh oc andre koste modh konigen for thy at thet kalle man awenschioldh ført<h> a[83] riget[c] ♦
Quod sic sonat in Latino ♦
Quicumque exiverit regnum et cum extraneis[84] revertitur in regnum et in eodem predas et vastaciones contra regnum excercuerit privatus est omnibus bonis suis mobilibus et immobilibus quia tale forefactum reputatur pro crimine lese majestatis ♦
Quare auctoritate qua fungimur in hac parte et vigore hujusmodi legis municipalis dicti regni Dacie et aliorum jurium dicti regni decernimus declaramus pronunciamus et diffinimus in hiis scriptis non licere nec licuisse non decere nec decuisse ipsam dominam Elizabet nec dominum Henricum ducem Luneborgensem intrusum tutorem dicte domine Elizabet sororis sue et nepotum suorum nec dominum Henricum comitem Holzacie nec Ericum Krumedike Laurencium Hesten Ottonem Seestede Ottonem de Knopp Tunnonem et Elerum Runnowen pretensos milites dictus ducatus Sleswicensis nulla investitura nec justo titulo suffultos serenissimum principe<m> et dominum dominum Ericum dei gracia regnorum Dacie Swecie et Norwegie etcetera regem cujus dictus ducatus Sleswicensis successione materna vera hereditas existit et nichilominus ab eodem et ejus regno Dacie in pheodum descendit omnis racionis et juris pheodalis ordine pretermisso palam publice et notorie hostiliter invasisse et invadere ♦ Et eundem dominum Ericum regem dominum pheodi dicti ducatus suis serviciis debitis eidem de dicto ducatu et debito fidelitatis defraudavisse et defraudare eique proditorias et traditorias[85] felonias multipliciter intulisse et inferre contra dictum debitum fidelitatis que[86] eciam crimen sapiunt lese majestatis et dicto domino regi et regno ejus Dacie literas per eosdem eidem datas et sigillatas pacta promissam ore et manu pacem et fidejussorias cauciones minime servavisse sed per hoc si quid juris eisdem vel alicui eorum in dicto ducatu competivisset vel competeret perdidisse ♦
Decernentes eosdem castra et terras dicti ducatus illicite et injuste detinuisse et detinere quia absque investitura debita et sine justo titulo eundem violenter et de facto occuperarunt[87] ipsumque ducatum eciam jure pheodali occasione premissorum et juxta leges municipales et alia jura regni Dacie ad ipsum dominum pheodi[88] et regnum Dacie fore et esse legittime devolutum et ad ipsum dominum Ericum regem et regnum ejus Dacie et ad nullum alium pertinere quem eciam dictis regi et regno adjudicamus in hiis scriptis ipsamque dominam Elizabet et filios suos de dicto ducatu et ipsum dominum[89] Henricum ducem Luneborgensem a dicta tutela ad quam se intrusit et omnes et singulos alios supra nominatos amovendam et amovendos fore tanquam illicitam et illicitos detentricem et detentores dicti ducatus quam et quos[90] nos sic amovemus a ducatu antefato ♦
Decernentes insuper dictam illicitam detentricem et injustam et illicitos detentores et injustos dicti ducatus dicto domino regi et ejus regno Dacie ad restitucionem fructuum de dicto ducatu perceptorum necnon omnium et singulorum dampnorum per ipsum dominum regem et regnum Dacie et per adherentes eorumdem ecclesiasticos et temporales passorum spoliis rapinis incendiis homicidiis[91] captivitatibus captivatorum[92] redempcionibus castrorum et et fundorum[93] ecclesie Sleswicensis tra[di]tionibus[94] bonorum mobilium et immobilium[95] ablacionibus per dictas injustas gwerras dicto domino regi et regno et ejus[96] adherentibus illatis illicite et inique tenerique eosdem ad restitucionem sumptuum et expensarum ad quos et ad quas faciendas dicti rex et regnum et eorum adherentes per eosdem injustos gwerratores nequiter sunt artati cum debita et condigna premissorum satisfactione et[97] injuriarum realium et verbalium per dictos injuriatores premissis injuriatis principibus et eis adherentibus ecclesiaticis et temporalibus nequiter[98] illatarum ♦
In quorum omnium fidem et testimonium premissorum presentes literas fieri et per notarios infrascriptos subscribi et publicari mandavimus sigillique nostri jussimus ac fecimus appensione communiri ♦
Datum et actum anno indictione mense die hora loco pontificatu quibus supra presentibus reverendis in Christo patribus ac dominis Petro archiepiscopo Lundensis Johanne Sleswicensis Boecio Arusiensis Johanne Ottoniensis Petro Rypenses Kanuto Lincopensis Jacobo Asloenses ecclesiarum episcopis nec non illustribus principibus et dominis Bugslavo Pomarensi Wartslavo Stetinensi Johanne Saxonie ducibus aliisque quam pluribus proceribus militibus et militaribus proconsulibus et consulibus plurimarum notabilium[99] et insignium civitatum et communitatum infra regna dicti domini regis et extra in terris et patriis partim in remotis partim in vicino dictis regnis constitutis testibus ad premissa vocatis specialiter et rogatis ♦
(Notarmærke) Et ego Ericus Dozenrode clericus Ottoniensis publicus imperiali auctoritate notarius quia premissis tractatibus impeticionibus responsionibus hujusmodi citacioni et libelli verbotenus oblacioni ac sententie fulminacioni et declaracioni omnibusque aliis et singulis dum sic[100] ut premittitur coram dicto domino cancellario in dicto parlamento dum sic agerentur et fierent una cum prenominatis testibus et notario infrascripto presens interfui eaque sic fieri vidi et audivi ideoque hoc presens publicum instrumentum per alium fideliter conscriptum de mandato reverendi in Christo patris domini episcopi Roskildensis et cancellarii antedicti cum sigilli sui appensione in hanc publicam formam redegi quam nomine et signo meis solitis et consvetis signavi rogatus et requisitus in fidem et testimonium omnium premissorum ♦
(Notarmærke) Et ego Petrus Nicolai clericus Ottoniensis diocesis publicus imperiali auctoritate notarius quia premissis tractationibus[101] impeticionibus responsionibus hujusmodi citacioni et libelli verbotenus oblacioni ac sententie fulminacioni et declaracioni[102] omnibusque aliis et singulis dum sic ut premittitur coram dicto domino cancellario in dicto parlamento dum sic agerentur et fierent una cum prenominatis testibus et notario suprascripto presens interfui eaque sic fieri vidi et audivi ideoque hoc presens publicum instrumentum per me[103] conscriptum de mandato reverendi in Christo patris domini episcopi Roskildensis et[104] cancellarii antedicti cum sigilli sui appensione in hanc publicam formam redegi quam nomine et signo meis solitis et consvetis signavi rogatus et requisitus in fidem et testimonium omnium premissorum ♦
I Herrens navn amen.
I år 1413 efter samme herres fødsel, i den sjette indiktion, den 26. dag i måneden juli i den niende time eller deromkring, på Nyborg slots plads, i Odense stifts østlige del, i det fjerde embedsår for den allerhelligste herre og fader i Kristus hr. Johannes 23, ved Guds forsyn pave, fremstod i nærvær af os notarer og troværdige vidner den allernådigste fyrste og herre, hr. Erik, Danmarks, Sveriges Norges, De Venders og Goters konge osv. på den ene side og den berømmelige fyrste og herre, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, på den anden. Til stede var ligeledes de ærværdige herrer og fædre i Kristus, ærkebiskop Peder i Lund, biskop Peder i Roskilde, biskop Hans i Slesvig, biskop Jens i Odense, biskop Peder i Ribe, biskop Bo i Århus og biskop Lave i Viborg; fremdeles de berømmelige fyrster og herrer, hr. Bugislav, hertug af Pommern, hr. Ulrich, hertug af Mecklenburg, hr. Vartislav, hertug af Stettin og hr. Johann, hertug af Sachsen.
Nævnte hr. hertugen af Lüneburg gav sig ud for at være formynder for sin søster, den højbårne Elisabeth, enke til hr. Gerhard, hertug af Slesvig, og sine nevøer, efter hvad han sagde. I dette formynderskabs navn fremsatte og sagde han, at således som nævnte hr. Gerhard, hans nevøers fader, havde været nævnte hr. konges og Danmarks riges lensmand og vasal i nævnte hertugdømme, ønskede nu også sønnerne at være. Til dette blev der på nævnte hr. konges vegne svaret, at hertugdømmet Slesvig var blevet tilbudt som len til nævnte hr Gerhard af fru dronning Margrete, strålende minde, i byen Assens i nærvær af et stort antal af kongelige og hertugelige råder; men Gerhard nægtede at modtage hertugdømmet som len. Da nævnte hertug Heinrich bestred denne udlægning, fremførte kongen, at han selv ville bevise dette tilstrækkeligt, og han tilføjede, at forholdet fremgik så meget desto klarere derved, at nævnte hr. Gerhard hellere ville tjene kongelige højvelbårenheder for en bestemt sum penge i deres krige end modtage nævnte hertugdømme som len; i overensstemelse hermed modtog han også nævnte pengesum for denne tjeneste, der på vegne af nævnte kongedømme skulle udføres trofast, men for samme sum udøvede han ingenlunde tjeneste.
Men kongen selv var ivrig efter at opfylde nævnte møde, således som det var blevet aftalt i henhold til de af begge parter udfærdigede breve desangående, og han foranstaltede, at seks dommere på hans og Danmarks riges vegne skulle tage sæde i dommersædet til at bilægge de stridigheder, der var opstået imellem dem, og han oversendte selve brevene med hensyn til de artikler, der vedrører nærværende sag og møde, ved de fire førnævnte hertuger og fyrster til nævnte hertug Heinrich af Lüneburg, således at hans nævnte søster kunne høre og se nævnte artikler, eftersom hun selv tog sig af opsynet med sine børn; de artikler der sammen med de breve, i hvilke de optrådte, var bekræftet og beseglet sammen med adskillige magtfulde stormænds og ædle ridderes segl. Og han lod artiklerne læse, med hvilke også nævnte hr. Heinrich af Lüneburg havde indvilliget i dette møde, som nævnt. Artiklerne lyder som følger:
"Ej heller skal dette brev og denne fred være til skade eller hinder for noget brev, men med hensyn til bestemmelsen, der blev givet i Kolding, nemlig at man ikke skulle ordne sagen ved dommerkendelse før de fem år er gået, som brevet indeholder, skal men nu dømme i sagen på førnævnte sankthansdag". [A]
Ordlyden af den anden artikel lyder som følger:
"Men når disse førnævnte fem år er gået, skal den ene part møde den anden i Nyborg på Fyn i venskab til en retsafgørelse angående alle krav, som parterne på begge sider har til hinanden på følgende måde, som her står skrevet, nemlig når disse førnævnte fem år er omme, dog således at hvem der vil tiltale den anden, skal gøre ham bekendt hermed imellem påske og mikkelsdag så tidligt i forvejen, at mødet kan holdes før mikkelsdag, og på mødet og stedet skal de da vælge seks på hver side fra deres råd i Danmark og Sønderjylland. De tolv skal da have fuldmagt til efter dansk ret at træffe en retmæssig afgørelse efter tiltalen og svaret herpå. Og hvad de tolv da i enighed afgør, er ret efter dansk rets bestemmelser, det skal de overholde på begge sider. Hvis de tolv ikke kan blive enige om, hvad der er ret, da skal de førnævnte tolv, seks på hver side, vælge en herre, og til hvilken side af de tolv de to herrer lader deres enige og efter dansk ret trufne afgørelse falde, dét skal begge sider overholde og gøre. Hvis de to herrer ikke kan blive enige med hinanden om retsafgørelsen, da skal man bringe klage, svar og de retsafgørelser, som da er blevet truffet, for den romerske konge, og når den romerske konge da afsiger dom eller lader afsige, hvad det er ret efter dansk ret, det skal man holde og gøre på begge sider og på begge sider være tilfredse dermed".[B]
Og da disse breve var læst op for dem, for så vidt angår nævnte artikler, krævede de, at nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, for at opfylde de samme breve og nærværende retsmøde skulle udnævne seks egnede dommere i henhold til indholdet i nævnte breve, sådan som han havde pligt til i sin egenskab af formynder. Men de nævnte fire herrer hertuger kunne ikke, efter hvad de sagde, få noget andet svar fra ham, end at den nævnte herre og hertug af Lüneburg gerne ville tilforordne seks til at forhandle venskabeligt, men ikke til at sidde som dommere, hvilke seks han udnævnte; disse blev dog fuldkommen afvist som inhabile til denne forretning af hr. kongen, fordi de hverken var fra Danmark eller Sønderjylland, således som de burde være i henhold til udformningen af de nævnte breve. Og den nævnte herre og hertug af Lüneburg tilføjede, at han ikke ville tilforordne nogen som helst andre, idet han påstod, at han ville afholde nærværende dag og forhandling i henhold til hr. Ulrichs, hertug af Mecklenburg, traktat, og at han ikke havde kendskab til de breve, der var blevet fremført for ham, de breve der var beseglet med hans søsters, grev Heinrich af Holstens og og øvrige adeliges segl.
Kongen svarede ham, at hertugen af Lüneburg selv i egne traktater havde indvilliget i det møde, der beskrives i de nævnte breve. Og han tilføjede, at de artikler, der var blevet læst op for ham, udtrykkeligt indeholdt, at det sidste brev henviste til det første, og at de begge pegede på det samme resultat, de er uadskillelige, og det ene kunne ikke efterkommes uden det andet. Og nævnte hr. konge tilbød sig for de nævnte fire fyrsters og hertugers afgørelse i følgende spørgsmål: Eftersom nævnte hertug af Lüneburg havde trængt sig ind i formynderskabet for nævnte søster og nevøer, var han da skyldig at overholde sin nævnte søsters breve, beseglet med hans nevøers farbroder grev Heinrichs og andre af hendes adelige rådgiveres segl, så længe han udøvede selve det førnævnte formynderskab, eller skulle hr. kongen selv føre anklage mod selve beseglersken?
At stille op til denne afgørelse nægtede hr. hertugen af Lünebug ganske.
Da erklærede hr. kongen, at denne hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, ved diverse fornærmende udflugter i praksis stræbte efter, at formålet med mødet ikke blev opfyldt, og at de nævnte breve, med hvilke han selv havde indvilliget i mødet, ikke blev overholdt, skønt han ikke kunne gøre dette med rette, og kongen selv havde til hensigt på enhver måde at opfylde førnævnte breve og nærværende møde: Han tog de nævnte breve i sine hænder, og sammen med nævnte fyrster og biskopper og andre af dem, der omgav ham, gejstlige såvel som verdslige, tilbød han sig frivilligt hos sine dommere, der nu havde sat sig i dommersædet som tilforordnede til at finde en afgørelse i disse stridigheder, at stå til rette for deres dom og afgørelse i henhold til aftalen om mødet; hvorvidt de skulle gøre dette ved dom eller forhandling, overlod han dem til at afgøre ifølge Danmarks riges love. Og han spurgte alle og enhver af de førnævnte tilstedeværende, for at de kunne undervise ham, om hr. kongen selv på nogen måde burde stille sig yderligere til rette for sit Danmarks rige, end han havde gjort, for at opfylde dette møde med henblik på at afgøre stridighederne i henhold til førnævnte breves indhold; han var i givet fald helt og holdent rede til at gøre dette. Og de svarede ham i fællesskab og i enighed, at nævnte hr. konge i det foregående havde strakt sig tilstrækkeligt i henhold til de breves indhold, der var blevet udfærdiget til at afgøre disse stridigheder.
Derpå erklærede kongen i disse ord (eller i hvert fald lignende), at han hellere havde set, at alle stridigheder imellem dem var blevet ordnet og forhandlet ifølge førnævnte breve, ved hvilke nærværende møde var blevet fastsat imellem dem. Men fordi hverken nævnte hertug af Lüneburg, formynder for sin nævnte søster og nevøer, eller søsteren selv eller hans nevøer har bekymret og bekymrer sig om at opfylde breve eller traktater, og fordi iagttagelse af nævnte, angående førnævnte beseglede breve nægtedes fuldkommen af nævnte hr. hertug og formynder, af søsteren selv, af farbroderen til hans nevøer; fordi dette var sådan, søgte og anmodede hr. kongen selv med rettens pligtskyldighed, for at han ikke skulle findes skyldig i at negligere forfølgelse af sit Danmarks riges ret, om at blive stævnet af dommeren og retshåndhæveren hr. Peder, biskop i Roskilde, Danmarks riges kansler, særligt tilforordnet af danehoffet, og han krævede, at nævnte hertug Heinrich af Lüneburg skulle stå til rette for nævnte riges dommer og hele danehoffet i henhold til Danmarks riges love angående sådanne skader og øvrige ugerninger, som skal beskrives nedenfor, siden han var den angivelige formynder for sin søster og sine nevøer, selve fru søsteren, nevøerne og alle og enhver i øvrigt, hvem sagen vedrører eller kunne vedrøre, usurpatorer og de der har besat gods i nævnte Slesvig hertugdømme – det hertugdømme hvis forlening kommer ned fra nævnte hr. konge – med svig af den tjeneste, der heraf er forskyldt lensherren selv.
Denne anmodning ønskede førnævnte ærværdig fader og herre, hr. Peder, biskop af Roskilde, nævnte Danmarks riges kansler og dommer i nedenstående sager, at efterkomme og pålagde og overdrog den berømmelige fyrste og herre, hr. Bugislav, hertug af Pommern, udførelsen af denne stævning i den korrekte form. Straks derefter tog nævnte hertug Bugislav de andre tre hertuger, nemlig førnævnte Ulrich af Mecklenburg, Vartislav af Stettin og Johann af Sachsen, med sig som vidner, og indfandt sig personligt hos hos nævnte hr. hertug Heinrich af Lüneburg. Han stævnede samme hr. hertug Heinrich i dennes angivelige egenskab af formynder for førnævnte sin søster og sine nevøer og nævnte søster og nevøer og alle enhver, hvem sagen vedrører eller kunne vedrøre i anledning af førnævnte; fremdeles stævnede han usurpatorer, besættere og plyndringsfolk af nævnte hertugdømmes godser, således dem der har svigtet den lensherren hr. kongen skyldige tjeneste og disses medsammensvorne, kumpaner og hjælpere, nemlig Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow og Eler Rønnow, riddere, og i al almindelighed alle og enhver af deres tilhængere i denne henseende, rådgivere og hjælpere, som havde land, ejendom og arvegods i nævnte hertugdømme. Med klar og høj stemme forkyndte han stævningen: Den førstkommende retsdag skulle de indfinde sig på nævnte danehof for nævnte kansler og Danmarks riges generaldommer på Nyborg slot for at stå til rette angående førnævnte sager og andre anklager, som nævnte konge ville fremføre mod dem i overensstemmelse med Danmarks riges love.
Da denne dag, den 29. juli, indtraf, indfandt Erik sig, den nævnte allernådigste herre og konge, for nævnte hr. biskop Peder, dommer og kansler, siddende på dommersædet, som ovenfor, i nævnte Nyborg slots store kongesal og anklagede de nævnte stævnede og enhver af dem, der ikke havde indfundet sig, for genstridig udeblivelse og tilføjede, at nævnte hertug Heinrich i modstrid med de nævnte breves ordlyd genstridigt var draget bort, og han anmodede om, at alle og enhver, der var således stævnet og ikke havde indfundet sig, blev erklæret for genstridigt udeblevne af nævnte dommer. Dommeren erklærede således de nævnte stævnede, som man havde ventet i et tilpas stykke tid, og som ikke havde indfundet sig, for genstridigt udeblevne, sådan som de var, efter at være blevet forsikret om udførelsen af nævnte stævning. Under deres genstridige udeblivelse fremførte nævnte hr. konge da sin tale i nærvær af nævnte hr. rigets kansler og i denne henseende ordinær dommer imod nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, som om han, der havde indtrængt sig, var formynder for sin søster, fru Elisabeth, og sine nevøer, og fremdeles imod fru Elisabeth selv og hendes sønner og øvrige ovenfor og nedenfor nævnte. Talen lød:
"Ærværdige herre dommer for ovenstående og nedenstående og kansler for vort Danmarks rige! Vi Erik, af Guds nåde Danmarks, Sveriges, Norges, De Venders og De Goters konge osv. og hertug af Pommern vil i jeres nærvær, i nærvær af den ærkebiskoppelige og de biskoppelige dignitarer, i nærvær af vort nævnte kongeriges kongelige danehof fremføre følgende imod hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, han der har indtrængt sig som formynder for fru Elisabeth, hans søster, og hans nevøer i vort hertugdømme Slesvig, fremdeles imod alle og enhver af deres ovenfor nævnte kumpaner, sammensvorne og støtter, nemlig Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow og Lars Heest, angiveligt riddere, eller hvilke som helst andre af deres tilhængere, som nærværende forretning vedrører, og hvem der har besiddelser i nævnte hertugdømme i denne henseende i modstrid med os og vort Danmarks rige: Da hr. Gerhard var blevet dræbt i Ditmarsken[C], han der førte sig frem som hertug af Slesvig, blev fru dronning Margrete, vor moder, strålende minde, og vi enstemmigt valgt til formyndere for nævnte hertugdømme og fru Elisabeth selv, enke efter nævnte hr. Gerhard, og hendes sønner af begge hertugdømmes stænder, såvel den gejstlige som den verdslige, af særdeles fremtrædende riddere og riddersmænd i grevskabet Holsten og særligt af nævnte Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow og Lars Heest og deres tilhængere i denne henseende. Vi accepterede dette formynderskab frem for alt, fordi vor mødrene og feudale ret, der skyldes os i nævnte hertugdømme, forblev uantastet. Og derpå indgik vi med de førnævntes enige samtykke en almindelig og evig fred ved vore riger og nævnte hertugdømme og grevskab, en fred som også vore undersåtter og nævnte hertugdømmes og grevskabs førnævnte riddere og riddersmænd med god tro lovede skulle overholdes. Endelig hjalp vi nævnte enke samt hendes sønner med råd, hjælp og vore rede penge; ellers var de og hertugdømmet gået fuldkommen til grunde. Foranlediget af dette formynderskab blev nævnte fru dronning Margrete overdraget Gottorp slot og Flensborg by, og de særdeles fremtrædende riddere og riddersmænd i nævnte hertugdømme og grevskab, i særdeleshed nævnte Erik Krummedige, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne Rønnow, Eler Rønnow, Sigfred Dosenrode, Lars Heest, Borkvard Krummedige og adskillige andre blev gjort til nævnte fru dronning Margretes og vore tjenere, og for denne tjeneste modtog de vor rigelige belønning. Men da alt således var ordnet til det bedste i kraft af nævnte formynderskab for nævnte enkes, sønners og hertugdømmes gunstige stilling ved nævnte dronning Margrete, og dronningen selv var på vej tilbage til sine rigers øvrige forretninger, da udelukkede nævnte fru Elisabeth og hendes nævnte medsammensvorne Erik Krummedige, Otto Sehested, Sigfred Dosenrode, Lars Heest, Otto van Knop, Tønne Rønnow og Eler Rønnow fru dronning Margrete selv fra slottet Gottorp uden tanke på de omtalte begunstigelser og den førnævnte indgåede fred, førnævnte tjeneste og belønning og den skyldige troskab og lensed, idet de gav ondt for godt, og i modstrid med nævnte fred og formynderskab og deres ed tog de fat på mange andre ugerninger og onder. For de tog Flensborgs borgmester og rådmænd til fange på forræderisk vis, og de påførte os og vort Danmarks rige så mange skader og ulykker, at de har haft nødvendigt at pantsætte os Flensborg by og Nyhus slot til kompensation herfor, således som det fremgår klart af brevene desangående; størstedelen af skaderne er dog blevet dem eftergivet. Vi accepterede panterne, dog således at vores arve- og feudalret hertil er uantastet, som sagt. Men i disse panter har de været os til hindring, og de har besat dem. I denne henseende har de for nylig presset os til så store summer og så store udgifter, at vi og vort Danmarks rige er blevet tilføjet skade og tynge heraf for 200.000 lybske mark. Og endelig: Inden for den samme fred tog de biskoppen af Slesvig, vor rådgiver, til fange ved forræderi, beskattede og plyndrede ham, og de indtog forræderisk hans kirkes slotte, først Stubbe og derpå Svavsted, der var i nævnte fru dronnings besiddelse, holdt til nævnte hr. biskops tro hænder, medens biskoppen selv var optaget af nævnte fru dronnings rigers forretninger, og således forvoldte de os og nævnte kirke og biskop og hr. Anders, vor kapellan, skade for 4000 floriner. Fremdeles tog de vores høvedsmænd til fange, de høvedsmænd der i vort fravær forsøgte at bekæmpe så meget ondt og så megen helligbrøde, som de var forpligtet til; de slog dem ihjel og forvoldte skade for 200.000 mark lybsk. Fremdeles da vi kong Erik ville drage dertil med en stor hær for at udøve retfærdighed over disse forræderiske gerninger, lagde nedenstående fyrster sig imellem, nemlig hr. Vartislav, hertug af Stettin, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, hr. Johann, hertug af Mecklenburg og Baltasar, herre til Venden, og de forhandlede på ny en evig fred imellem os, for overholdelse af hvilken nævnte hr. Heinrich, hertug af Lüneburg, og hr. Johann, hertug af Mecklenburg garanterede, men denne garanti blev ikke overholdt over for os og vort Danmarks rige; tværtimod blev vore uskyldige undersåtter hængt af Otto Sehested og Tønne Rønnow i foragt for os, på nogen blev halsen skåret over, og ondskabsfuldt brændte de vore kostbare krigsmaskiner. Klaus Limbek og Peder Uge, vore tjenere og andre af vore venner og undergivne blev taget til fange. Omsider blev et andet møde med nævnte fru Elisabeth og grev Heinrich af Holsten og nævnte hr. Baltasar og deres rådgivere foranstaltet af nævnte dronning Margrete på Kolding slot, og på dette møde blev i enighed aftalt af begge parter, for det første at voldgiftsdommere fra begge sider skulle tilforordnes til at straffe dem, der havde brudt freden, sådan som det klart fremgår af brevet, der blev udfærdiget herom; dette blev til fulde opfyldt for vores parts vedkommende, men på ingen måde af den anden part. For det andet skulle førnævnte fru Margrete genoverdrage landene Als og Ærø til fru Elisabeth, førnævnte enke, og herfor skulle fru Elisabeth selv genoverdrage biskoppen af Slesvig hans kirkes borge, der forræderisk var blevet afvundet ham, nemlig Svavsted og Stubbe; denne aftale blev virkeligt og virkningsfuldt opfyldt for nævnte dronning Margretes vedkommende; for den anden parts vedkommende på ingen måde, bedragerisk og svigefuldt. Fremdeles blev det garanteret i nævnte brev, at enhver, der var blevet plyndret for sit arvegods under denne krig - og dette gjaldt for begge siders vedkommende - hvad enten han var gejstlig eller verdslig, skulle tilbagegives det samme gods med umiddelbar virkning; også denne aftale svigtede modparten, således som det er åbenlyst mht. biskoppen i Slesvig, Ivar Jul osv. og riddersmændene på Als, hvis gods endnu den dag i dag ikke er blevet udleveret. Under samme fred trængte de forræderisk ind i byen Flensborg i modstrid med deres egne breve og segl, de plyndrede og forvoldte indbyggerne og klosteret i samme by skade for 60.000 lybske mark, og biskoppen selv forvoldte de skade for 4000 lybske mark, og de gjorde det nødvendigt for os og nævnte vor fru moder at kompensere for skader, udgifter, tab af forråd, svie og smerte og udbedre førnævnte for en sum af 200.000 lybske mark. Endvidere blev nævnte fru Margrete på den ene side og nævnte hr. hertug af Lüneburg på den anden forligt ved voldgift angående dette bedrag og fredsbrud ved hr. Ulrich, hertug af Mecklenburg. Men hr. Ulrich selv bekendtgjorde, at Flensborg skulle genoverdrages, og at førnævnte fred skulle overholdes; men ikke længe efter blev den brudt i Sønderborg fogedi med drab, plyndringer og tilfangetagelse af vore tjenere, hvilket forvoldte os skade for 10.000 lybske mark. Og hertug Heinrich selv udvirkede, at Slesvig-biskoppen straks herefter i sin landsby Rödemis blev plyndret for 180 stykker kvæg, okser og køer, og han udvirkede, at hans fogeder udplyndrede samme biskop for tiender, bøder og landgilde helt op til 6.000 lybske mark. Men derefter ankom nævnte hr. hertug af Lüneburg og hr. Vartislav, hertug af Stettin, til os i Vordingborg, og der lovede nævnte hertug Heinrich, enten at hans førnævnte søster sammen med hans nevøer ville overdrage slotte og jorde til vort formynderskab, og at vi skulle anordne penge til at indløse deres gæld, eller, hvis holstenerne forhindrede dette, at hr. hertug Heinrich selv ville stå til rette under afholdelsen af danehoffet i Nyborg i henhold til det desangående udfærdigede brev, så længe denne sag trak ud; løftet gjaldt frem til næstkommende sanktjakobsdag[D], hvilket han i øvrigt lovede nævnte hr. konge aldrig at gå imod, for hvilket han stillede forlovere. Han både snød disse og overholdt intet angående førnævnte, således som han nu har trukket sig med genstridighed. Af alt dette, der er så offentligt kendt og berygtet, at det ikke lader sig afvise med noget påskud, kan opsummeres, at selv om nævnte Slesvig hertugdømme hører til os med mødrene arvefølge og -ret i henhold til vort Danmarks riges love; at ikke desto mindre nævnte fru Elisabeths undersåtter – fru Elisabeth som er den uretmæssige besidderske af nævnte hertugdømmes førnævnte slotte og lande og samme hertugdømme selv, forvorpent og voldeligt tilbageholdt uden nogen form for gyldig indsættelse og uden retmæssig adkomst, som dog forlenes af os – har foranstaltet fjendtlige invasioner imod os, nævnte lens herre, direkte i modstrid med den skyldige troskab og bedragerisk mod den os skyldige tjeneste og nævnte troskabspligt og fremdeles svigende den samme og med forræderisk lensbrud begået imod os, nævnte lens herre, og imod nævnte troskabspligt, hvilket man kender under navnet majestætsforbrydelse: Derfor er nævnte hertugdømme faldet tilbage til os formedelst lensretten i overensstemmelse med nævnte Danmarks riges love og vides at tilhøre os. Og dette gælder særligt, eftersom nævnte uretmæssige besidderske og nævnte uretmæssige besiddere hverken overholder eller vil overholde deres brev og segl eller deres løfte og traktater eller deres edssvorne forsikringer og den med hånd og mund lovede fred over for os på nogen måde. Derfor anmoder og beder vi jer, ærværdige fader, dommer og kansler som ovenfor nævnt, at I med den myndighed, med hvilken I fungerer i denne henseende, på nævnte meddommeres råd og i enighed med hele vort kongelige danehof i henhold til nævnte love og vort riges øvrige retsbestemmelser vil erklære, forkynde og dømme, at nævnte hertugdømme, med forbehold for at det vides at tilhøre os ved mødrene arvegang, at det i anledning af førnævnte vides at være faldet retmæssigt tilbage til os og vort rige og vore arvinger og efterkommere også ud fra lensretten, og at førnævnte illegitime besidderske og illegitime besiddere og besættere af nævnte hertugdømme og de, der har trængt sig ind i dette, skal fjernes fra samme, idet I erklærer, at de har tilbageholdt og fremdeles tilbageholder nævnte hertugdømme, og at de fra samme har ført uforskyldt og uretfærdig krig imod os og vort Danmarks rige imod den os skyldige troskabspligt, og at de skylder at erstatte indtægterne herfra og endvidere alle de skader, vi og vore tilhængere, gejstlige som verdslige, har lidt som følge af plyndring, rov, brand, drab, tilfangetagelse, løskøbelsespenge for de tilfangetagne, forræderiske anslag imod Slesvig kirkes borge og godser, samme tilhængeres tab af løsøre og fast ejendom på grund af holstenernes uretfærdige krige, der utilladeligt og uretfærdigt var blevet påført os og dem, og de skylder at erstatte os fortæring og udgifter, til anvendelse af hvilke de skændigt har presset os og vore nævnte tilhængere".
Og denne sags og sagernes egenskaber og omstændigheder er blevet opfattet og overvejet nøje, og efter paragraffer, der umiddelbart vedrørere nærværende sag, i Danmarks riges love er blevet gennemlæst og forstået, i særdeleshed den følgende paragraf, som står skrevet på dansk:
”Det skal man også vide, at man ikke kan forbryde sin egen jord, undtagen hvis man drager uden for riget og får en udenlandsk hær med sig ind over sit eget rige og bekriger dette, da har man forbrudt hver en penning, man har i riget, såvel løsøre som fast ejendom, imod kongen, fordi man kalder dette avindskjold ført mod riget”,[E]
hvilket på latin er:
”Hvem som helst der har forladt riget og vender tilbage med fremmede til riget, bekriger riget, plyndrer og ødelægger, fratages alt sit gods, løsøre og fast ejendom, fordi et sådant forbryderisk anslag henregnes til majestætsforbrydelse”.
Derfor mener vi Peder, biskop i Roskilde, nævnte Danmarks riges kansler og førnævnte dommer, at denne anmodning og dette ønske er retfærdige og fornuftige, og fordi alt er offentligt og så notorisk, at intet lader sig afvise under noget påskud, bestemmer, udtaler, erklærer og dømmer vi derfor under påkaldelse af Gud, idet vi beklæder dommersædet og udelukkende har Gud og retfærdigheden for øje, støttende os på vore ærværdige retslærde meddommeres og hele det kongelige danehofs råd og tilslutning, idet vi i nærværende skrivelse bestemmer, udtaler, erklærer og dømmer på den myndighed, vi virker med i denne henseende og i kraft af nævnte Danmarks riges lov: At det hverken er eller har været lovligt, at det hverken er eller har været rimeligt, at fru Elisabeth selv, hr. Heinrich, hertug af Lüneburg og den sig indtrængende formynder for nævnte fru Elisabeth, hans søster, og hendes sønner, hr. Heinrich, greve af Holsten, Erik Krummedige, Lars Heest, Otto Sehested, Otto van Knop, Tønne og Eler Rønnow, som udgiver sig for nævnte Slesvig hertugdømmes riddere, uden investitur eller ret adkomst, med tilsidesættelse af al rimelighed og lensretten åbenlyst, offentligt og notorisk har angrebet den allernådigste fyrste og herre, hr. Erik, af Guds nåde konge af Danmark, Sverige og Norge osv., hvis sande arv er nævnte hertugdømme ved mødrene arvegang, nævnte hertugdømme som fremdeles forlenes af ham og hans Danmarks rige; endvidere at de forræderisk har frataget og til stadighed fratager samme herre kong Erik, nævnte hertugdømmes lensherre, den ham heraf skyldige tjeneste og troskab, at de mange gange har påført og påfører ham svigagtigt og forræderisk lensbrud i modstrid med troskabspligten, hvilket også går under betegnelsen majestætsforbrydelse, og at de ikke over for nævnte hr. konge og hans Danmarks rige har overholdt de af dem selv til ham udstedte beseglede breve, aftaler, og den med mund og hånd lovede fred og de edssvorne garantier, og på grund af dette har de tabt al ret, hvis de overhovedet havde eller havde haft nogen ret i nævnte hertugdømme.
Vi dømmer, at holstenerne ulovligt og uretfærdigt har tilbageholdt og tilbageholder nævnte hertugdømmes borge og jorder, fordi de faktisk med magt har besat det uden den skyldige investitur og uden ret adkomst; at selvsamme hertugdømme, også ved lensretten, på grund af det førnævnte og i henhold til Danmarks riges love og øvrige ret, lovligt er og vil være faldet tilbage til lensherren selv, og at det tilhører hr. kong Erik selv og hans Danmarks rige og ingen anden, dette hertugdømme som vi også med nærværende skrivelse tildømmer nævnte konge og rige. Og vi dømmer, at fru Elisabeth selv og hendes sønner skal fjernes fra nævnte hertugdømme, at hr. Heinrich, hertug af Lüneburg skal fjernes fra nævnte formynderskab, i hvilket han har indtrængt sig, at fru Elisabeth og alle og enhver af de andre ovennævnte skal fjernes som ulovlige besættere af nævnte hertugdømme, og vi fjerner dem således fra førnævnte hertugdømme.
Og vi dømmer herudover, at den ulovlige og uretfærdige besidderske samt de ulovlige og uretfærdige besiddere af nævnte hertugdømme skal erstatte nævnte hr. konge og hans Danmarks rige for indtægter oppebåret af nævnte hertugdømme; endvidere skal de erstatte enhver skade, som kongen selv, Danmarks rige og hans tilhængere, gejstlige som verdslige, har lidt ved plyndringer, bortførelser, brand, mord, tilfangetagelse, løsesummer, bedrageriske anslag mod Slesvig kirkes gods og borge, røveri af løsøre, alt det der uretmæssigt og ulovligt er blevet påført nævnte hr. konge, riget og hans tilhængere på grund af nævnte uretfærdige krige; og holstenerne tildømmes at erstatte den fortæring og de udgifter, som nævnte konge, rige og tilhængere urimeligt var nødt til og tvunget til at udrede på grund af de ulovlige krigsfolk. De dømmes til at gøre dette med passende og pligtskyldig erstatning for førnævnte materielle og verbale skader, som disse skadeforvoldere uretmæssigt påførte førnævnte skadelidte fyrste og hans tilhængere, gejstlige som verdslige.
Til sikkerhed og vidnesbyrd for alt dette har vi befalet nærværende skrivelse udfærdiget og underskrevet af nedenstående notarer og vi har befalet den befæstet med vedhæftelse af vort segl.
Givet og handlet i pontifikat, år, indiktion, måned, dag, time og sted som ovenfor nævnt under tilstedeværelse af de ærværdige fædre i Gud og herrer, Peder, ærkebiskop af Lund, Hans, biskop af Slesvig, Bo, biskop af Århus, Jens, biskop af Odense, Peder, biskop af Ribe, Knut, biskop af Linköping, Jakob, biskop af Oslo, fremdeles de berømmelige fyrster og herrer, hertug Bugislav af Pommern, hertug Vartislav af Stettin, hertug Johann af Sachsen og adskillige øvrige fremtrædende og fornemme riddere og riddersmænd og borgmestre og rådmænd fra adskillige ædle og berømte byer og samfund såvel inden for nævnte hr. konges riger såvel som uden for i lande og riger tæt på såvel som langt væk fra nævnte hr. konges riger, særligt indkaldt og adspurgt som vidner til ovenstående handlinger.
Og jeg Erik Dosenrode, klerk i Odense, offentlig notar på kejserlig myndighed, var til stede under de førnævnte forhandlinger, anklager, forsvar, ved stævningen, den mundtlige overdragelse af skriftet, dommens kraftige forkyndelse og afsigelse og alt det øvrige i sin helhed og alle enkeltheder, medens det blev handlet og foretaget, som nævnt, i nærvær af nævnte hr. kansler ved nævnte danehof sammen med førnævnte vidner og nedenstående notar. Og fordi jeg hørte og så disse ting handlet således, har jeg derfor på befaling af den førnævnte ærværdige fader i Kristus og herre, biskoppen af Roskilde og førnævnte kansler, redigeret nærværende offentlige instrument, med hans segl vedhæftet og omhyggeligt skrevet af en anden, i denne offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige navn, adspurgt og indkaldt til sikkerhed og vidne for alt det foregående.
Og jeg Peder Nielsen, klerk i Odense, offentlig notar på kejserlig myndighed, var til stede under de førnævnte forhandlinger, anklager, forsvar, ved stævningen, den mundtlige overdragelse af skriftet, dommens kraftige forkyndelse og afsigelse og alt det øvrige i sin helhed og alle enkeltheder, medens det blev handlet og foretaget, som nævnt, i nærvær af nævnte hr. kansler ved nævnte danehof sammen med førnævnte vidner og ovenstående notar. Og fordi jeg hørte og så disse ting handlet således, har jeg derfor på bafaling af den førnævnte ærværdige fader i Kristus og herre, biskoppen af Roskilde og førnævnte kansler, redigeret nærværende offentlige instrument, med hans segl vedhæftet og omhyggeligt skrevet af mig, i denne offentlige form, som jeg har signeret med mit sædvanlige navn, adspurgt og indkaldt til sikkerhed og vidne for alt det foregående.