Debat

Dansk Erhverv: Affaldstransport skal i udbud for at sløjfe tostrenget system

DEBAT: Hvis det tostrengede affaldssystem, hvor private og små erhvervs affald hentes af forskellige skraldebiler, skal afskaffes, kræver det, at affaldstransporten sættes i udbud, skriver Lisbet Hagelund fra Dansk Erhverv. 

Udbud sikrer højeste kvalitet til bedste pris, skriver Lisbet Hagelund. 
Udbud sikrer højeste kvalitet til bedste pris, skriver Lisbet Hagelund. Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Daniel Bue Lauritzen

Daniel Bue Lauritzen er uddannet journalist fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og har været ansat hos Altinget siden 2017.

Daniel er redaktør for Altinget By & Bolig og Altinget Transport. Han har tidligere været ansvarlig for Altinget Udvikling og Altinget Christiansborg og været tilknyttet både forside- og debatsektionen. 

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Lisbet Hagelund
Chefkonsulent i Dansk Erhverv

Både kommuner og erhverv er fortaler for, at mindre virksomheder og husholdninger må bruge samme spand til det affald, som er ens.

Logistik giver det god mening, for mange små erhverv har ikke meget mere affald end de husholdninger, som de deler bygning med.

Men om det vil kunne lade sig gøre fremadrettet afhænger af det forlig om en forandret affaldssektor, som Folketingets partier lige nu sidder og forhandler.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

I dag er det kommunens ansvar at bortkøre husholdningernes affald, mens virksomhederne selv er ansvarlige for at få en vognmand til at bortkøre det genanvendelige affald.

Folketingets partier forhandler regeringens udspil til en forandret affaldssektor, der blandt andet vedrører, at der skal stilles krav til kommunerne om udbud af affaldsbehandling. Om affaldstransporterne også skal udbydes, er pt. uvist, men det er afgørende for at kunne skabe gode smidige løsninger og et opgør med det tostrengede affaldssystem. 

Hvis forliget derimod opretholder kommunernes ret til fortsat at varetage for eksempel affaldstransporter, vil det tostrengede affaldssystem fortsætte.

Lisbet Hagelund
Chefkonsulent i Dansk Erhverv

Hvis der med forliget bliver et krav om, at kommunerne skal udbyde transporten af husholdningernes affald, vil det blive muligt for erhverv og borgere at bruge samme spand. Der vil nemlig ske et opgør med to systemer til ens affaldstyper fra samme baggård.

Hvis forliget derimod opretholder kommunernes ret til fortsat at varetage for eksempel affaldstransporter, vil det tostrengede affaldssystem fortsætte. Erhvervsaffaldet skal køres af den private sektor, og husholdningsaffaldet køres enten af den private sektor via udbud fra kommunen eller af kommunens eget transportselskaber.

Afgørende med præcist forlig
I det kommende forlig bør politikerne være meget præcise, når de fastsætter, hvilke roller henholdsvis kommuner og erhverv skal have fremadrettet.

Kommunerne skal tage sig af de opgaver, der har betydning for borgerne. Lokale hensyn er vigtige, men opgaver, der er teknologibårne, skal udbydes.

Det er i virksomhederne, at der investeres i at udvikle nye tekniske løsninger, der gavner både miljø og økonomi, og det er derfor vigtigt ikke at reducere antallet af aktører i markedet, der kan innovere gennem en fastholdelse af kommunernes ret til at anvise affaldet til egne virksomheder. Dertil kommer, at når kommunerne ikke udbyder opgaverne, er det uvist om den bedste løsning er udviklet og fundet i det konkrete tilfælde.

I dag varetager kommunerne teknologibårne opgaver, der ikke har direkte betydning for borgerne. Det handler for eksempel om, at 24 af kommunerne har etableret egen vognmandsvirksomhed i stedet for at udbyde kørslen og styre kvaliteten via udbudskrav.

Dertil varetager kommunerne aktiviteter omkring sortering, der strækker sig længere end at udsortere affald, der fejlagtigt er bragt til forbrændingsanlæggene på grund af for ringe kildesortering.

Krydssubstituering skal høre op
Affaldsreformen i 2010 havde blandt andet til formål at tage et endeligt opgør med krydssubstituering på affaldsområdet. Dette skal vi i mål med i det kommende forlig.

En ugennemsigtighed i den kommunale gebyrfastsættelse betyder, at det i dag er uklart, om der fortsat findes krydssubstitueringer, men bekymringen er tilstede.

I Rudkøbing har kommunen opstillet en affaldsø med affaldsskakter under jorden til en virksomhed og inddrager virksomhedens organiske affald i egen ordning. Virksomheden betaler i den kommunale ordning knap halvdelen af, hvad den gjorde i den tidligere private ordning.

Hermed synes at ske en krydssubstituering, idet det med rimelighed må antages, at en kommunal tømning og kørsel ikke kan koste halvdelen af den private.

Konkurrence sikrer kvalitet
Det afgørende skal være, at vi får den bedste kvalitet for borgernes penge. Kvalitet og pris skal markedsprøves for til stadighed at motivere til innovation. Gennem udbud og samarbejde skal gode løsninger udvikles. Det sås for eksempel i København i den periode, hvor affaldstransporten var udbudt, og hvor for eksempel gas som drivmiddel blev afprøvet.

Ved konkurrenceudsættelse har kommunerne en nøglerolle, da de netop har serveretten i forbindelse med udformningen af udbud. Det er kommunen, der fastsætter kriterierne, så indsatsen bliver underlagt de kvalitetsmæssige hensyn, som politikerne ønsker.

Samtidigt vil kommunerne selv have mulighed for at byde på og vinde opgaven, hvis det viser sig, at de selv har det bedste bud. Med udbudskriterier skal et hensyn til mennesker, klima, miljø og sundhed sikres.

Med konkurrenceudsættelse kan Danmark få en stabil, sikker og innovationsdrevet affaldssektor. Set helt overordnet på tal for henholdsvis offentlig og privat forskning og innovation afholdes to tredjedele af omkostningen i den private sektor.

Ønsker vi derfor innovative løsninger til gavn for miljøet, vil det være hensigtsmæssigt, hvis konkurrencen på affaldsområdet blev reel. Konkurrencen vil styrke innovation på området og på sigt nye eksporteventyr.

Affaldsmarkedet er europæisk, og Danmark skal op på niveau med de lande, som vi normalt sammenligner os med. Det kræver teknologisk udvikling i langt større skala, end vi ser det i dag – og det kræver et stærkt hjemmemarked – og det vil et nyt snit i rollefordelingen kunne være med til at skabe!

Det er jo tankevækkende, at langt hovedparten af det danske affald i dag genanvendes i udlandet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00