POWER-TO-X

REPowerEU: Fra 40 til 100 GW elektrolysekapacitet i Europa inden 2030

Der er ultraambitiøse brintplaner fra EU-Kommissionen, der med udspillet REPowerEU atter forhøjer målene for brintproduktion og -forbrug inden for Europas grænser frem mod 2030 og for alvor kickstarter europæisk brint-økonomi. Vi præsenterer her de fire vigtigste Power-to-X-nedslag i udspillet og viceadm. direktør, Jan Hylleberg, giver en lynanalyse af perspektiverne for industrien.

Greenlab Skive brintproduktion

Arkivfoto: GreenLab Skives grønne erhvervspark blev etableret i 2017, hvor man arbejder med udvikling af nye grønne løsninger inden for PtX-teknologi og lagring af vindenergi. Erhvervsparken indeholder bl.a. vindmøller, et solcelleanlæg og et grønt hybridanlæg, som kan lagre strøm på energinettet og omdanne vindenergi til grønt brændstof på kommercielle vilkår. Foto: GreenLab Skive.

REPowerEU er EU-Kommissionens udspil om at øge målet for andelen af vedvarende energi i energiforbruget i 2030 fra nuværende 32% til 45%. Skal det mål realiseres, er det nødvendigt, at de sektorer, der i dag er afhængige af fossil energi, gennemgår en grøn omstilling, og her er brint første skridt i produktionen af grønne brændstoffer, som er særligt brugbare i fx den tunge transport, den tunge industri eller som lagringsmetode for grøn strøm.

Med REPowerEU genbekræfter EU-Kommissionen, at grøn brint spiller en afgørende rolle i forhold til at sikre EU's uafhængighed af russiske fossile brændsler og bane vejen for en markant accelereret overgang til et fuldt elektrificeret samfund.

Læs også: Dansk-Tysk brintforbindelse er vigtig brik i eksportmål

Fire Power-to-X-nedslag i REPowerEU

  1. Forhøjede mål for brintproduktion
    EU-Kommissionens udspil fastsætter et mål om, at der i 2030 produceres 10 mio. tons grøn brint inden for Europas grænser, hvilket svarer til et mål om 100 GW elektrolysekapacitet (med 5.000 fuldlasttimer og effektivitet på 70%) mod de nuværende 40 GW, som er fastsat i EU's brintstrategi. Herudover er der et mål om at importere yderligere 10 mio. tons grøn brint fra ikke-EU-lande.
    Lyn-analyse

    - Udspillet er en markant forøgelse af de tidligere mål for europæisk brintproduktion, og i den grad noget, der har potentiale for at skabe den nødvendige skala til at etablere en hastigt voksende og konkurrencedygtig brint-økonomi i Europa med attraktive udsigter for både investorer og brint-kunder. Målet om at importere ditto 10 mio. tons grøn brint fra lande uden for EU kan være nødvendigt til en start, men skaber afgjort grobund for at overveje, om man nationalt - fx i Danmark - bør hæve ambitionerne for brint-eksport, således at der ikke skabes nye energi-afhængigheder af lande uden for EU. Brint og Power-to-X kan blive en dansk styrkeposition, og Danmark har allerede vist sig som et attraktivt land at investere i, og det potentiale bør vi udnytte til fulde, siger Jan Hylleberg.

  2. Forhøjede mål for brintforbrug
    Målene for Europas brintforbrug ligger i ”Fit for 55”, men med REPowerEU højner Kommissionen også målene for brug af grønne brændstoffer i industrien fra 50% til 75% og i transportsektoren fra 2,6% til 5%. 
    Lyn-analyse

    - En forhøjelse af målene for brug af Power-to-X-brændstoffer i industrien og den tunge transport er helt centrale for den grønne omstilling. Det er to sektorer, der udleder store mængder CO2, og med Power-to-X har vi nu teknologien til indirekte at elektrificere sektorerne og omstille dem til at bruge grønne, bæredygtige brændstoffer i stedet. Igen er skala dog helt afgørende for at skabe en økonomisk bæredygtig business case, og med de opjusterede mål for produktion er det kun fornuftigt også at opjustere mål for forbrug og dermed krav for forbrugssektorerne, så der skabes en bedre balance mellem udbud og efterspørgsel. Begge sektorer arbejder allerede i dag med tiltag, der understøtter overgangen til grønne brændstoffer, og noget af det, der er afgørende for at de rette investeringer foretages i rette tid, er gennemsigtighed i markedet, forklarer Jan Hylleberg.

  3. Åbning for fossilfri brint
    EU-Kommissionen åbner i udspillet op for brugen af fossilfri brint, dvs. brint produceret på fx atomkraft eller naturgas med CO2-fangst og -lagring (CCS - Carbon Capture and Storage) som et middel til at fortrænge naturgas.
    Lyn-analyse

    - Åbningen for brug af brint, der ikke er produceret på vedvarende energi, er meget beklagelig, i og med at vi har teknologien til at producere det grønt ved hjælp af elektrolyse med grøn strøm fra både sol- og vindenergi. Naturgas er en fossil energikilde, der udleder CO2 og som derfor er en overgangsteknologi, vi har i energisystemerne i dag, men som ligesom andre fossile energikilder bør udfases hurtigst muligt, og gerne med en fastsat udløbsdato på sig. Såfremt man vil satse på også at bruge naturgas som energikilde til brintproduktion, bør den som minimum underlægges tilsvarende strenge krav, som den grønne brint. Den grønne energiindustri, der har fået til opgave at realisere den gennemgribende grønne omstilling af samfundet, er klar til at levere de nødvendige løsninger og teknologier, der skal bringe os i mål. Men det kan og skal være på lige vilkår, der ikke favoriserer de fossile brændsler. Ellers risikerer vi både at forsinke og måske helt at misse chancen, vi har for at skabe de omfattende forandringer, som klimaet behøver, udtaler Jan Hylleberg.

  4. Brintinfrastruktur fremskyndes
    For at kunne levere på den forøgede mængde brintproduktion anerkender EU-Kommissionen, at den europæiske brintinfrastruktur skal fremskyndes, og derfor indeholder udspillet en lovning på, at behovet for brintinfrastruktur skal kortlægges inden marts 2023. Herudover afsætter Kommissionen under programmet Connecting Europe Facility (CEF) for Energy ca. 800 mio. euro til finansiering af såkaldte Projects of Common Interest (PCI), herunder infrastrukturprojekter inden for vedvarende energi, der understøtter REPowerEU-planen. Finansieringen udmøntes i to runder, den ene i andet halvår af 2022 og den anden runde i starten af 2023.
    Lyn-analyse

    - Det er positivt, at EU-Kommissionen følger ambitioner op med finansiering, da det er en omfattende opgave at udvikle og forbedre den europæiske brintinfrastruktur. Dog er udspillet ret ukonkret i forhold til, hvilke virkemidler og tiltag, der skal sikre, at brintinfrastrukturen udvikles i samme tempo som produktion og forbrug, så der ikke opstår flaskehalse. Endelig er det positivt, at der er afsat midler i PCI-finansieringsprogrammet, så vi potentielt kan se medfinansiering i centrale analyseopgaver i relation til fx energiøer og en dansk-tysk brintforbindelse, som også er vigtige skridt i at skabe grundlaget for en kickstart af et europæisk brintmarked, slutter Jan Hylleberg.

     

Green Power Denmarks PtX-Partnerskab

Green Power Denmarks PtX-partnerskab, som tæller en række af Danmarks og Europas fremmeste Power-to-X-aktører, arbejder for at accelerere produktion og anvendelser af Power-to-X-brændstoffer i Danmark samt eksport af både Power-to-X-teknologi og grønne Power-to-X-brændstoffer.

Partnerskabet samarbejder på tværs af værdikæden med fokus på at sikre industrialisering af Power-to-X, der skal sikre skalering og dermed en konkurrencedygtig dansk Power-to-X-industri.

...
Aberdeen Offshore Wind Farm by Vattenfall
POWER-TO-X

Vattenfall har netop sikret sig finansiering til et pilotprojekt, der som det første i verden skal afprøve potentialet i at koble et...

Arkivfoto: DTU. Fotograf: Mikael Schlosser
POWER-TO-X

En bevilling på 80 mio. kroner fra Villum Fonden skyder gang i etableringen af et nyt, nationalt innovationscenter på DTU, der skal...

Bornholm Bunker Hub konsortium
POWER-TO-X

Et konsortium bestående af bl.a. Ørsted, Rambøll, Bureau Veritas og Rønne Havn melder sig klar til at forvandle Bornholm til grøn hub...

Nyheder direkte i din indbakke?

Kontakt

Jan Hylleberg, viceadm. direktør

Jan Hylleberg

Viceadm. dir., Industri, handel, eksport og medlemskab
35 30 04 00