Sagens karakter og kompleksitet afgør, hvordan vi behandler den. Nogle trin i sagsbehandlingen er dog ens.
Førsteinstansens behandling af din klage
Den myndighed, der har truffet den afgørelse, du klager over (førsteinstansen), får klagen i første omgang. Førsteinstansen skal overveje, om den vil fastholde sin afgørelse, eller om den vil genoptage sagen på baggrund af klagen.
Hvis førsteinstansen fastholder sin afgørelse, videresender førsteinstansen klagen til nævnet i klageportalen. Du får besked, når dette sker.
Hvis du har spørgsmål til klagesagen, inden du får besked om videresendelsen, bedes du kontakte førsteinstansen, ikke nævnet.
Sagens modtagelse i nævnet
En klagesag er modtaget hos nævnet, når klagen får status "Videresendt til nævn" i klageportalen. Nævnet kan først behandle klagesagen, når førsteinstansen har taget stilling til klagen. Derfor vil der typisk være forskel mellem den dato, hvor du har oprettet klagen, og den dato hvor klagesagen er modtaget af nævnet. På klageportalen kan du altid se, hvilken status klagen har, og hvor i forløbet den er.
Oprettelse
Når vi modtager en klage opretter vi en sag. Herefter orienterer vi sagens parter om sagsbehandlingstid, om persondataloven og om frist for fremsættelse af yderligere bemærkninger til sagen.
Screening
Når sagen er oprettet, så bliver sagen gennemgået af en sagsbehandler som først undersøger, om:
- klagefristen er overholdt
- klager er klageberettiget
- klagen vedrører spørgsmål, som nævnet kan behandle
Hvis ovenstående er overholdt, går en sagsbehandler i gang med at behandle sagen og hvis ikke, afviser vi klagen.
Høring
Som regel bliver den myndighed, der har sendt klagen og sagens dokumenter til Miljø- og Fødevareklagenævnet ikke hørt, da de allerede har skrevet bemærkninger til sagen. Yderligere høring er derfor ikke nødvendig.
Ind i mellem er det dog nødvendigt at høre myndigheden, der har truffet afgørelsen. Hvis det sker, så orienteres sagens parter om høringen. Myndigheden vil samtidig blive bedt om at sende kopi af høringssvaret til de involverede parter. Fristen for at sende bemærkninger til myndighedens svar er typisk på 4 uger.
Hvis sagen også kræver besigtigelse, bliver sagens parter orienteret og inviteret til at deltage.
Besigtigelse
Nævnet bestemmer, om der skal foretages besigtigelse i en sag. I sager om fredning efter naturbeskyttelseslovens kapitel 6 skal nævnet som udgangspunkt foretage besigtigelse og afholde møde.
Afgørelse
Afgørelsen sendes til de parter, som har været involveret i sagens behandling ved Miljø- og Fødevareklagenævnet.