Europas største robotkonference til Odense: Topmøde cementerer dansk robotstatus
Af Jakob Haugaard Christiansen
Universal Robots (UR) var endnu ikke solgt for milliarder til amerikanske Teradyne, og andre fynske robotfirmaer som On Robot og Mobile Industrial Robots (MIR) slet ikke stiftet. Det var status, sidst der var europæisk topmøde for robotfolk i Odense tilbage i 2012.
Nu vender European Robotics Forum (ERF) med deltagelse af op mod 800 roboteksperter så retur til Odense og Danmark. Syddansk Universitet har trukket konferencen til Odense med lokal opbakning fra Odense Kommunes Invest in Odense, den danske robotklynge Odense Robotics og Teknologisk Institut, som arrangerede konferencen i Odense i 2012.
Robotklyngen i Danmark er i de mellemliggende år vokset til den største i Nordeuropa og indtager i dag en international førertrøje på områder som droner, mobile og kollaborative robotter med flere end 10.000 ansatte og 430 virksomheder.
Nyheden blev afsløret onsdag aften i Rotterdam, hvor Universitet i Twente er værter for dette års European Robotics Forum, der er den største robotkonference i Europa.
Globalt netværk
Her deltager også en delegation fra partnerskabet bag næste års danske udgave med Syddansk Universitet i front. Professor Christian Schlette fra Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU glæder sig over, at det store globale netværksmøde rykker til Odense i 2023.
- Vi er meget glade for, at European Robotics Forum er tilbage i Odense efter 11 år. Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet er et af de stiftende medlemmer af euRobotics. Et afgørende element i opbygningen af et stærkt internationalt netværk på tværs af det europæiske robotsamfund er muligheden for at mødes. ERF føles altid mere som en familiesammenkomst frem for en konference, og vi ser frem til at have vores mangeårige partnere og venner på besøg - samt give unge talenter mulighed for at opleve fællesskabet, siger SDU-professoren, som er formel vært ved og har spillet en vigtig rolle i at få ERF tilbage til Odense.
Han blev i øvrigt valgt ind i bestyrelsen hos netop euRobotics i løbet af ugen.
UR og MIR er i dag firma-forkortelser, som robotfolk verden over afkoder uden problemer, og robotmiljøet i Odense har opnået international anerkendelse. Det er derfor helt naturligt, at euRobotics igen placerer sit årlige træf i Odense den 14-16 marts 2023.
Efter planen bliver koncerthuset Odeon centrum for konferencen, når forskere, udviklere, direktører og beslutningstagere diskuterer aktuelle tendenser og nye løsninger indenfor robotinnovation og kunstig intelligens.
Blåstempler dansk position
Ansøgningen fra SDU er udfærdiget med opbakning fra Invest In Odense, Teknologisk Institut og robotklyngen Odense Robotics. Her er direktør Mikkel Christoffersen svært begejstret for at Odense igen bliver værtsby for den europæiske robotbranches største træf.
- Det er en blåstempling af Odenses og Danmarks internationale førerposition inden for robotteknologi. Verdens førende robotforskere tegner billedet for fremtidens udvikling på netop denne konference, som får stor betydning for den danske robotindustri. Her kan Danmarks robot-, automations- og dronevirksomheder få indblik i fremtidens forskningstendenser – og fremvise deres teknologier til akademikere, investorer og slutbrugere. Det er en unik mulighed for robotvirksomhederne at komme tættere på skelsættende forskning og accelerere deres innovation, siger Mikkel Christoffersen.
Som nævnt var Universal Robots ikke solgt, og søsterselskabet MIR end ikke stiftet, da ERF sidst lagde vejen forbi Odense. Det er dog ikke kun de to firmaers ejer Teradyne, som har lagt millioner for fynsk teknologi. Samlet set er der investeret mere end syv milliarder kroner i robotfirmaer i Odense det sidste årti.
Beslutningen om at rykke fra Rotterdam til Fyn næste år understreger den globale interesse, der er skabt for robotløsninger og droner fra Fyn, siger Joost Nijhoff, direktør i Invest In Odense.
- I Tokyo, Boston og Silicon Valley har man for længst opdaget, at man skal kigge mod Odense, for at følge med udvikling af fremtidens robotter, droner og automation. I Odense er der et unikt økosystem, understøttet af visionære politiker, som har et erklæret mål om at Odense skal være ”Verdens Bedste Robotby” i 2030, siger han.
Fakta
- European Robotics Forum (ERF) er Europas største robotkonference. ERF arrangeres af euRobotics og finder sted en gang om året – næste år med SDU som vært i Odense.
- Første gang var tilbage i 2010, hvor det første europæiske robottræf fandt sted i San Sebastian i Spanien. To år senere besøgte topmødet Odense. Her var der især var interesse for den fynske robotkomet Universal Robots og det akademiske robotmiljø på Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på SDU.
- I år finder ERF sted i Rotterdam, hvor det onsdag aften blev afsløret, at værtsbyen næste år igen hedder Odense – det er første gang, at en by bliver vært for anden gang.
- Det er Syddansk Universitet, der har trukket robot-topmødet tilbage til Odense med opbakning fra Odense Kommunes Invest In Odense, robotklyngen Odense Robotics og Teknologisk Institut.
- European Robotics Forum finder sted i Odense med base i Odeon i dagene 14-16. marts i 2023.
For at se denne video fra www.youtube.com, så skal du aceptere cookies på toppen af denne side.
Nøgleord
Kontakter
Jane Thoning CallesenAfdelingschefDet Tekniske Fakultet
Tlf:93 50 75 40jtca@tek.sdu.dkBilleder
Links
Information om Syddansk Universitet
Følg pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
Skriv dig op her, og modtag pressemeddelelser på e-mail. Indtast din e-mail, klik på abonner, og følg instruktionerne i den udsendte e-mail.
Flere pressemeddelelser fra Syddansk Universitet
SDU får ny psykologiuddannelse i Esbjerg19.4.2024 10:19:14 CEST | Pressemeddelelse
Nu er det officielt, at Syddansk Universitet fra sommeren 2025 starter en ny uddannelse i psykologi på campus i Esbjerg. Så nu skal der gøres klar, så 75 studerende kan starte op næste år. Det er et resultat af et stærkt samarbejde mellem Education Esbjerg og SDU og med stor opbakning fra Esbjerg Kommune, lokale fonde og erhvervslivet.
Hvordan hjælper vi dem, der ikke selv kan få børn?17.4.2024 11:38:16 CEST | Pressemeddelelse
Professor Jens Fedder har i 40 år forsket i fertilitetsbehandling. Han giver os her et indblik i fertilitetsbehandlingens historie og udvikling - og perspektiver og muligheder i fremtiden.
Professor i sundhedsøkonomi med fokus på almen praksis12.4.2024 08:48:10 CEST | Pressemeddelelse
Line Bjørnskov Pedersen er udnævnt til professor i sundhedsøkonomi ved Dansk Center for Sundhedsøkonomi (DaCHE), Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet. Hun er tillige ansat ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense og Esbjerg.
Prestigefyldt ERC- bevilling til forskning i at fjerne PFAS fra kroppen11.4.2024 13:53:52 CEST | Pressemeddelelse
Tina Kold Jensen, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Syddansk Universitet, får et ERC Advanced Grant på 2,5 millioner euro til at undersøge, om medicin kan fjerne PFAS hos mennesker udsat for høj eksponering af de sundhedsskadelige kemikalier, der optages i tarmen og ophobes i kroppen.
Professor og forskningsleder Kim Houlind er ny institutleder for Institut for Regional Sundhedsforskning på Syddansk Universitet10.4.2024 10:54:45 CEST | Pressemeddelelse
1.maj skifter Kim Houlind den ene stol ud med en anden. For de seneste 7 ½ år har Kim været cheflæge på Karkirurgisk afdeling på Kolding Sygehus (Sygehus Lillebælt) sammen med rollerne som professor og koordinerende forskningsleder. Men lige om lidt kan han altså tilføje titlen af institutleder til sit CV.
I vores nyhedsrum kan du læse alle vores pressemeddelelser, tilgå materiale i form af billeder og dokumenter samt finde vores kontaktoplysninger.
Besøg vores nyhedsrum