Virksomheden Nature Energy håber fremover at kunne opføre store biogasanlæg i USA, hvor meget affald i dag ligger usorteret hen på lossepladser.

Foto: Nature Energy
11.06.19 DIB Nyheder

Danske virksomheder skaber tusinder af job i USA

Det er godt for Danmark, når danske virksomheder har succes i udlandet, men succesen smitter også positivt af ude i verden. I dag står Danmark bag job til 123.000 amerikanere – og det kan blive til flere. USA efterspørger nemlig bl.a. grøn teknologi, fortæller virksomheden Nature Energy.

Hver dag møder ca. 75.000 amerikanere på job i en danske virksomhed i USA, og yderligere 48.000 arbejdspladser i USA er bundet op på amerikansk eksport til Danmark. Det betyder tilsammen, at ca. 123.000 amerikanske jobs afhænger af relationerne til Danmark.

Tallene stammer fra den nye rapport ’Denmark in the U.S.’, som Dansk Industri (DI) har lavet i samarbejde med Udenrigsministeriet. Den gør status over dansk erhvervslivs aktiviteter i USA.

- I et amerikansk perspektiv er tallene selvfølgelig små, men der er ingen tvivl om, at der er fremgang for de danske virksomheder i USA. Her bliver der sat stor pris på iværksætteri, på det at investere og skabe arbejdspladser, fortæller Louis Funder, chef for DI’s kontor i USA.

Danske virksomheder i USA er især stærke på områder som medicin og sundhed, fødevarer, energi og miljø. Ikke mindst på det såkaldte ’clean tech’-område har danske virksomheder en særlig position.

- Her er Danmark i front og har nogle store, toneangivende virksomheder – og det er amerikanerne meget opmærksomme på. I mange delstater bliver der gjort en politisk indsats for at gå i en grønnere retning, også selvom det er nogle andre signaler, der bliver sendt fra centralt hold, siger Louis Funder.

På længere sigt kan vi ikke leve alene af at sælge vores løsninger i Danmark, fordi markedet er så lille og det er dyrt at skabe ny viden og produktudvikle på et område som vores. Trine Dalsgaard, Director for Business Development i Nature Energy

Nature Energy tester mulighederne

Den danske vindindustri er eksempelvis allerede veletableret i USA, men andre grønne energiformer er også begyndt at vinde indpas på det enorme, amerikanske marked. Det har bl.a. betydning for bl.a. danske virksomhed Nature Energy, som producerer store biogasanlæg, som kan lede gassen direkte ind i gasnettet og dermed mindske brugen af co2-belastende naturgas.

- På længere sigt kan vi ikke leve alene af at sælge vores løsninger i Danmark, fordi markedet er så lille og det er dyrt at skabe ny viden og produktudvikle på et område som vores, fortæller Trine Dalsgaard, som er Director for Business Development i Nature Energy.

Derfor er virksomheden begyndt at undersøge forretningsmulighederne i USA, hvor man allerede har en veludviklet gasinfrastruktur og masser af affald fra bl.a. fødevareproduktion og husdyrhold, som egner sig godt til produktion af biogas.

Læs også: Eksport af biogasteknologi kan give job til 20.000

Affald bliver bare kørt på lossepladsen

- Affaldshåndteringen i USA er meget anderledes, end vi er vant til i Danmark. Amerikanerne kører stadig utrolige mængder af affald ud på lossepladser, hvor det så får lov at ligge helt usorteret hen og danne metan. Det kan virke ret håbløst set med danske øjne, fortæller Trine Dalsgaard.

En del af gasserne fra lossepladserne blive ganske vist indsamlet i primitive biogasanlæg, som blot opfanger den gas, som tilfældigvis danner sig i affaldsmasserne. Imens optager affaldet plads og risikerer bl.a. at forurene det omgivende vandmiljø.

- Anlæg som vores kan professionalisere produktionen af biogas betydeligt, men det kræver selvfølgelig nogle indledende investeringer. Til gengæld bliver resultatet også et helt andet, hvis man sorterer det nedbrydelige affald fra og kommer det i tanke, hvor man kan overvåge og optimere processerne, som man kan i store, professionelle anlæg, siger Trine Dalsgaard.

Lige nu leder Nature Energy efter de helt rigtige projekter at starte op på. Og Trine Dalsgaard regner også med, at der går mindst et par år, før virksomheden får det første biogasanlæg op at stå i USA.

- Sidste år blev 30 pct. af de globale investeringer i biogas gjort i USA, så vi tror på, at det kan lade sig gøre. Interessen er der, og markedet er der. Men det skal heller ikke gå stærkere, end vi kan følge med, siger Trine Dalsgaard.

Læs også: Grøn gas slår europarekord

Filtrer støjen og udnyt mulighederne

Overordnet set er forretningsmulighederne for danske virksomheder i USA rigtig gode, mener Louis Funder fra DI’s USA-kontor.

- Det går godt for den amerikanske økonomi, arbejdsløsheden er lav, forbrugertilliden er høj og virksomhederne ser lyst på fremtiden. For danske virksomheder er det samtidig et marked, som er forholdsvis enkelt at gå til – især når man sammenligner med andre markeder uden for Europa. Det er let at etablere virksomheder i USA, og investeringer er som regel velkomne og der er få sproglige og kulturelle barrierer, siger han.

Det er værd at skrive sig bag øret, inden man lader sig rive med at af de daglige nyheder om handelskrig og toldbarrierer.

- De ting er naturligvis også en del af virkeligheden, som vi ser det nu med Trumps mulige straftold på europæiske produkter i kølvandet på Airbus-sagen. Og danske virksomheder kan selvfølgelig også løbe ind i andre udfordringer. Men det er min opfattelse, at de fleste danske virksomheder er ret gode til at filtrere støjen fra, navigere gennem uroligt vand og fokusere på de mange muligheder, påpeger Louis Funder.

Handelsrelationerne mellem Danmark og USA skaber også arbejdspladser i Danmark. Mere end 100.000 danskere har enten job i amerikanske virksomheder i Danmark eller jobs, der afhænger af dansk eksport til USA. USA er Danmarks vigtigste eksportmarked uden for EU.

Læs også: DI: Amerikansk jobvækst lavere end ventet

Lotte Malene Ruby
Skrevet af:

Lotte Malene Ruby

Louis Funder

Louis Funder

Seniorchefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3784
  • Mobil +45 2625 2432
  • E-mail lfk@di.dk

Relateret indhold