Danmarks målsætning om at banke udledningen af drivhusgasser ned med 70 pct. i 2030 er faktisk så ambitiøs, at man ikke i dag kan lave en eksakt plan, for hvordan vi skal komme i mål om ni år. Målsætningen er fuldstændig rigtig, og erhvervslivet bakker den helhjertet op. Men de virkemidler og teknologier, vi har til rådighed i dag, er ikke tilstrækkelige til at nå målet – i hvert fald ikke på en fornuftig måde, hvor vi ikke samtidig sætter vores økonomi, job, konkurrencekraft og velfærd over styr.

Derfor skal der tages nogle afgørende beslutninger i dag, så morgendagens grønne teknologier kan komme i spil så hurtigt som muligt og inden 2030.

Morgendagens teknologier vil typisk være teknologier, vi allerede kender, der endnu ikke er rullet ud i stor skala. De er stadig så dyre, at de reelt er uden for rækkevidde for de fleste virksomheder – og de kræver ekstremt store investeringer og fortsat forskning og udvikling. Der mangler endnu også en grundlæggende infrastruktur som f.eks. med CO2-lagringsprojekter.

To af de teknologier, der ventes meget af, er:

CCUS (Carbon capture, utilisation and storage): Teknologier til at indfange CO2, lagre den i undergrunden samt anvende den til andre formål, eksempelvis til produktion af grønne brændsler. Danmark har gode geologiske forudsætninger for lagring af store mængder CO2.

Power to X: Med Power to X kan vi omdanne den grønne strøm til f.eks. brint og ammoniak, som så kan bruges i stedet for fossile brændsler i eksempelvis transportsektoren, luftfart, shipping, procesindustri mv.

Disse teknologier indeholder et kæmpe potentiale. De første konsortier har set dagens lys, og vi skal have truffet en række nødvendige beslutninger i dag for at kunne udnytte potentialet hurtigst muligt. Andre lande er også i fuld gang, så der er ikke tid til at tøve.

Forestil dig følgende i fremtiden: Danmark producerer rigelige mængder grøn energi fra vindmøller, solceller og biogasanlæg, og den energi sørger vi for at bruge effektivt over alt i samfundet – i boliger, biler, fly, skibe og virksomheder.

For at nå dertil, kræver det stærke tværgående løsninger, og at vi udnytter de digitale muligheder fuldt ud.

Med ”grøn sammenhængskraft” mener vi et samfund, hvor elforsyningen, virksomhederne, boligerne, infrastrukturen, transporten og resten af samfundet er koblet sammen i ét stort net af smarte klimavenlige løsninger. En større kobling mellem de enkelte sektorer er af- gørende for at nå i mål med den grønne omstilling. Når industrivirksomhederne fremstiller produkter, eller datacentrene skyder op, så kan det give varme i stuerne til hele bydele. Når vi producerer vedvarende energi og bygger energiøer, så kan det give strøm til håndværke- rens el-varevogn, der oplader direkte hos boligejeren, mens arbejdet står på.

Alt dette kræver også, at vi tænker digitalt.

Grøn og digital sammenhængskraft kræver store investeringer. Når vi skal bygge energiøer, skabe energieffektive bygninger eller styrke infrastrukturen for el-baseret transport, så det er en reel mulighed at vælge den grønne løsning, så sker det ikke fra den ene dag til den anden. Tværtimod skal der træffes beslutninger nu, hvis forslagene skal have effekt i 2030.

For at komme i mål skal vi ikke kigge tilbage på gammel regulering, men i stedet kigge frem
på den opgave vi står med i dag, og løse den som én sammenhængende øvelse.

I dag har vi i Danmark et kludetæppe af afgifter på CO2 og energi, der ikke understøtter den grønne omstilling og klimaindsatsen effektivt nok. DI arbejder for en højere og mere ensartet CO2-beskatning, der sætter en pris på drivhusgasserne og belønner investeringer i klimaløsninger. Derfor skal vi reformere den grønne beskatning, hvor de nuværende energiafgifter sænkes og trimmes i takt med udrulning af en højere og ensartet CO2-beskatning. For når det er CO2, vi vil af med, så er det CO2-udledninger, vi skal beskatte, ikke brugen af energi. Vi foreslår derfor ikke højere afgifter, men en omlægning så virksomhedernes samlede skattetryk ikke stiger.

Højere forventninger til CO2-kvoteprisen vil med DI’s udspil til Grøn Skattereform øge det grønne skattetryk på CO2, hvilket skal modsvares af ændringer i de nuværende energiafgifter samt andre nødvendige tiltag så det samlede skattetryk ikke stiger herunder, at indtægterne fra en CO2-afgift kan geninvesteres i virksomhedernes grønne omstilling for at fremme mulig- heder og incitamenter. Resultatet er stærkere incitamenter til at reducere CO2-udledningen, hvilket resulterer i CO2-reduktioner på både kort og lang sigt uden at forringe virksomhedernes konkurrenceevne.

Det er en ekstremt vigtig opgave at få på plads - for klimaudfordringen skal håndteres samtidigt med, at vi sikrer virksomhedernes konkurrencevilkår i en hård international konkurrence. Det er også en bunden politisk opgave, da det fremgår tydeligt af den danske klimalov, at målet skal nås med reelle reduktioner fra dansk jord. Vi kan ikke bare eksportere vores CO2-udledninger til udlandet.

Det haster med at få udformet en klimabeskatning, der virker. De anlæg og teknologier, der skal sikre os reduktionerne inden for energi, industri, transport mv., skal leve i flere årtier. Så det er NU, vi skal sætte retning for virksomhedernes fremtidige investeringer. 2030 er reelt en kort tidshorisont, hvis investeringerne skal nå at give CO2-effekt inden da.

Staten, regionerne og kommunerne køber årligt varer og tjenester for omkring 355 mia. kroner. Det er mange penge – penge, der kan skabe reel forandring, hvis de bruges på en måde, der understøtter den grønne omstilling. Penge, der kan kickstarte markedet for grønne produkter og understøtte erhvervslivets investeringer i grønne løsninger.

De offentlige udbud i dag er meget kortsigtede, og handler alt for enøjet om anskaffelsespris og ikke om de samlede omkostninger over produktets levetid. Grønne produkter er i nogle sektorer dyrere at fremstille, og hvis produkterne ikke bliver efterspurgt, alene fordi de indledningsvist er lidt dyrere at indkøbe, så bliver der heller ikke investeret i den fortsatte udvikling og forskning.

Her kan politikerne anvise vejen til grøn efterspørgsel både privat og offentligt. Industrien har 1. generationsløsningerne klar af grønne løsninger, og hvis 2. og 3. generation skal udvikles, skal 1. generation efterspørges nu, blandt andet via offentlige grønne indkøb og klare rammer.

Grønne krav til indkøbene i den offentlige sektor er en central løftestang for nye grønne investe- ringer og løsninger i erhvervslivet.

Danmark lever af at eksportere. Med eksport og salg på markeder ude i verden bidrager danske virksomheder til at løse klimaudfordringen internationalt.

Håndteringen af klimaforandringer er et internationalt anliggende, og et ambitiøst og velfungerende samarbejde i EU og på tværs af lande og regioner er altafgørende for, at vi kan løse klimaudfordringen. Danmark skal være foregangsland, men i sidste ende skal udfordringen løses af verdenssamfundet i fællesskab. Paris-aftalen, international handelspolitik, udviklingspolitikken og FN’s 17 Verdensmål er alt sammen drivkræfter i den globale grønne omstilling. Med Joe Bidens klimatopmøde og nye klimaløfter, EU’s højere klimaambitioner samt COP26 til november, er klimadagsordenen på rette vej. Og banen er kridtet op for nye grønne markedsmuligheder – i benhård konkurrence.

Vi skal tænke klima ind fra starten. COVID-19-krisen har ikke svækket klimadagsordenen, og den mulighed skal vi gribe. Genopretningspakkerne i Danmark, EU og globalt vil bidrage til at styrke handel og eksport af grønne løsninger. EU’s genopretningsfond på hele 750 mia. euro skal i høj grad bidrage til, at det bliver en grøn – og digital – genstart af Europa. Det er en gylden mulighed for danske virksomheder. Dog bør andelen af EU-midler, der går til grøn omstilling, i praksis være klart højere end minimumskravet på 37 pct. - med fokus på blandt andet bygningsrenovering, udvikling af nye grønne teknologier, skalering af Power-to-X projekter og fangst og lagring af CO2.

Vi kigger ind i en verden, hvor presset på jordens ressourcer stiger. Der er ganske enkelt ikke nok ressourcer i verden til at fortsætte ud ad den vej, som vi kender i dag. Det skal vi handle på. Det kræver langsigtede, strategiske beslutninger og investeringer, som i sidste ende kan sikre nye måder at designe, producere, sælge og forbruge produkter på, så produkter og materialer bruges igen og igen.

Kan erhvervslivet eksempelvis øge brugen af genanvendte materialer yderligere i produktionen, vil det udover at gavne økonomien, også mindske efterspørgslen efter råstoffer og andre nye ressourcer. Omkring halvdelen af de samlede globale udledninger af drivhusgasser skyldes udvinding og forarbejdning af naturressourcer. Det vil derfor også have en klimagevinst, hvis vi kan genanvende mere affald. Samtidig reduceres CO2-udledningen fra udvinding og forarbejdning af råvarer, og energiforbruget i produktionen falder, da det at anvende genanvendte materialer ofte kræver mindre energi end anvendelse af nye råvarer.

Der er behov for, at tænke ressourceforbrug på tværs af værdikæder og sektorer, så vi kan udnytte de knappe ressourcer bedre, finde de gode synergier og øge produktiviteten i samfundet. Her er det også vigtigt, at virksomhederne kender rammerne for at kunne investere i et bæredygtigt ressourceforbrug, der også giver mening på langt sigt. Det er ikke mindst relevant for alle de SMV’er, der i disse år vil blive pålagt, at kunne dokumenterer deres produkters klimaaftryk for at være leverandører.